Begivenheder fra 1813.

I Aaret 1813 bestod Norges Søforsvar af de samme 8 Brigger som tidligere er nævnt, nemlig

«Allart,» Kaptein Schønheyder,
«Lolland,» Kapteinløitnant A. Krieger,
«Samsøe,» Do. F. Grodtschilling,
«Lougen,» Do. C. Grove,
«Seagull,» Do. C. Lütken,
«Kiel,» Do. H. D. B. Seidelin,
«Alsen,» Do. M. Lütken og
«Langeland,» Do. T. J. Lütken,
samt af Kanonflottillen, hvoraf den trondhjemske Afdeling kommanderedes af Kommandørkaptein (senere dansk Kontreadmiral) J. Gether, den bergenske af Premierløitnant Dorn, den christianssandske af Kaptein T. Fasting, den arendalske af Kapteinløitnant Dietrichson, den jomfrulandske af Kapteinløitnant C. C. Lous, den fredriksværnske af Kaptein S. A. Bille og den sandøsundske af Kapteinløitnant O. C. Budde.


Under 7de Januar 1813 indmeldte Chefen for Briggen Lougen fra Sandøsund følgende:

«Igaar Aftes omtrent ved Solens Nedgang kom en svær Hukkert-Galeas under Force af Seil holdende ind nordenfor Sandøsund, hvor jeg med Briggen Lougen laa tilankers. Den ankrede udenfor Havnen paa 20 Favne Vand, og en Mand ombord raabte under Ankringen om Hjælp. Jeg sendte ham strax Fartøi med Kabeltoug og en Lods. Fartøiet kom strax tilbage og meldte, at Galeasen var besat af de Engelske. Sekondløitnant N. Grove blev derpaa afsendt med 2 armerede Slupper; han tog Galeasen i Besiddelse og bragte en engelsk Løitnant og 6 Matroser som Fanger herombord. Samtlige forklarede de, at Galeasen, Lucia kaldet, tilhørende Grosserer Henrik Stoltenberg i Tønsberg, var den 28de December afgaaet under Skipper Ellef Arvesen med en Ladning Tørfisk og Tran samt lidt Trælast. Samme Dags Eftermiddag var den tagen af den engelske Orlogsbrig Appelles, som fører 12 Stk. 24-£'s Karonader og 2 lange 6-£'s Kanoner. Den 31te December blev Galeasen bragt ind til Winga og afgik igjen derfra den 2den Januar. Sydvestlig Storm havde drevet den herind i Bugten, og den engelske Løitnant saa sig nødt til, for at bjerge sig selv og Mandskabet, at søge Ly indenfor Sandøen, men med Hensigt at gaa derfra, saasnart Veiret bedagedes.

Galeasen sendes idag til Tønsberg, og Papirerne blive overleverede der til Øvrigheden, indtil jeg i denne Anledning har modtaget Hr. Admiralens Ordre.»


Premierløitnant Havn, som i dette Aar var Chef for den aalesundske Underafdeling af Kanonfartøier, indmeldte under 25de Juni 1813:

«Den 18de ds. afgik Kanonskonnerten Axel Thorsen med Konvoi sydefter. Kl. 9 samme Formiddag fik Signal, at Fienden jagede Konvoien. Jeg lettede da med 3 Chalupper og gik sydefter, medtog underveis Kanonskonnerten Skjøn Valborg, og ankom om Aftenen Kl. 6 til Hogsholmen, hvor «Axel Thorsen» var ankret med Konvoien. Jeg modtog her Rapport om, at han ½ Mil NV. for Nordkanten af Stadt havde faaet 2 Fartøier med Luggerseil i Sigte, som styrede efter Konvoien, og da de var komne temmelig nær, skjød det ene Fartøi nogle Haubizskud efter Konvoien og ham, og roede derpaa nærmere formodentlig i den Tanke, at intet Krigsskib var med. Fra Skonnerten blev da skudt 2 Skud, hvorpaa de fiendtlige Fartøier af alle Kræfter satte tilsøs.

De fiendtlige Skibe, som krydse her, ere 2 Brigger, hvilke dog ikke da var i Sigte, men som strax derpaa kom ind fra Søen, hvorfor Konvoien gik til Hogsholmen. Da Fienden endnu krydser under Stadt, ligger jeg for Tiden med min Kommando fordelt i Flaavær, Herø, Hatleø og har 1 Chalup i Aalesund,

Fra Løitnant og Ridder Hesselberg (1) har jeg modtaget et Brev, hvori han beretter, at en Nordfarjagt med Fisk er taget den 15de ds. udenfor Stadt; det var den Dag saa tykt, at det fra Land ei var mu1igt at se det, hvorfor intet Signal derom er indløbet til mig. Skipperen paa denne Jægt, Axel Ellingsen, er senere kommen til Christianssund, og har forklaret, at han paa Reise til Bergen med Jægten Fortuna, ham selv tilhørende, blev ved en Barkas nordenfor Stadt praiet. I Barkassen var 10 Mand, og paa Jægten var 13 Mand, men selv om han havde havt Vaaben til at værge sig med, vovede han det dog ikke, da han opdagede en større Barkas under Svinøer. Ved at komme imod Jægten blev der fra Barkassen givet 3 Skud, førend han braste op, og da Fienden med Geværer og Sabler var kommen ombord, og Skipperen gjorde Forestillinger til Officieren i Barkassen om at slippe fri, da Jægten var gammel og læk, blev denne opbragt og slog til Skipperen over Ryggen med sin Sabel. Derpaa blev Skipperen og 2 Mand af Jægtens Mandskab tilbage paa samme, som blev besat med 4 Engelske, og 10 af Jægtens Besætning blev i Jægtens Baad afsendt fra Fartøiet for at søge Land, hvor de lystede. Disse søgte til Stadt. Ved Opbringelsen var de omtrent 1½ Mil af Land, den 15de Juni om Formiddagen mellem Kl. 9 og l0, og Fartøiet blev nu ført tilsøs, og omtrent Kl. 7 om Aftenen kom Skipperen ombord paa den engelske Kutterbrig, hvortil Barkassen hørte. Kort efter ankom et Skib fra Trondhjem, ført af Kaptein Dahl, paa hvilket Skib Skipperen blev sat ombord, og med hvilket han ankom til Tyrhoug.«

(1) kommanderede Kanonbaaddivisionen søndenfor Stadt.


Sekondløitnant Ryberg, som dette Aar kommanderede Kanonbaadsdivisionen i Stavanger, indmeldte under 8de Juli fra Tananger:

»Den 2den ds. kom Signal om, at et lidet fiendtligt Krigsfartøi ved Sydenden af Jædderen jagede et Handelsfartøi paa Land. Da samtidigt Maanedsløitnant Wiese kom med en Kanonskonnert nordfra, beordrede jeg ham strax at jage forbi Jædderen for om muligt at træffe det signalerede fiendtlige Fartøi. Med stiv Mærsseils-Kuling af NV. og temmelig svær Sø holdt han sydefter og traf ved Obrestad det fiendtlige Fartøi, som var en Kutter, der strax gjorde Jagt paa Skonnerten. Denne forcerede med Seil for at komme i smult Vande; kort efter heiste Kutteren engelsk Koffardiflag, som fra Skonnerten blev besvaret med et den medgivet dansk Handelsflag. Da Kutteren var kommen Skonnerten paa et halvt Kanonskuds Afstand, blev fra Skonnerten skudt et Skud, hvilket saaes at træffe Kutteren i Bougen, og som bragte denne til at dreie fra Land med Force af Seil. Skonnerten jagede, skydende med den forreste Kanon, men da Kulingen og Søen tiltog, fandt Løitnant Wiese sig nødsaget til at ophæve Jagten, holdt derfor af og kom ind til Sirevaag. Siden den Tid har intet fiendtligt været seet her paa Kysten.«


I August 1813 blev Kanonbaadsstyrken ved Hvaløerne, hvor der hidtil kun havde været stationeret enkelte Kanonbaade, betydeligt forstærket, og Kaptein Fasting beordredes at overtage Chefsposten ved Hvaløerne. Betydeligere Krigsforetagender fandt imidlertid ikke Sted, Tiden forløb under en afventende Holdning og med hyppige Rekognosceringer fra begge Sider. I September erobredes tvende svenske Rekognoscerfartøier; de officielle Rapporter herom ere saalydende:

»Imorges Kl. 10 observeredes et svensk Rekognoscerfartøi mellem Koster og Langøen, styrende vestefter. Jeg udsendte strax Maanedsløitnant Dahl (1) med 2 armerede Lodsbaade for at erobre den; disse tvende Fartøier kom i Sigte af ovenmeldte fiendtlige Fartøi, som strax gjorde Jagt paa dem, og Løitnant Dahl satte sin Kurs mod Tisler. Da jeg observerede dette, frygtede jeg, at det fiendtlige Fartøi var den udsendte Magt overlegen, hvorfor jeg strax besatte tvende andre Lodsbaade, tog selv Kommandoen af den ene og beordrede Sekondløitnant Sneedorff at tage Kommandoen af den anden og søgte ned under Tisler, hvor Løitnant Dahl var gaaet i Havn. Det fiendtlige armerede Fartøi styrede mod Koster. Jeg gav Løitnant Dahl Ordre til med de tvende Lodsbaade at styre lige mod ham; jeg med de tvende andre Baade styrede Bidevind op for at afskjære ham fra det faste Land; Vinden nordlig. Kl. 1½ var Løitnant Dahl agtenom ham med de tvende Baade. og jeg et Geværskud forud til Luvart af dem. Løitnant Dahl begyndte en levende Geværild fra sine Baade, hvilken blev besvaret af Fienden med Kardætske- og Geværild. Jeg holdt ned med de tvende andre Baade, hvorpaa det fiendtlige Fartøi blev entret og taget mellem Koster og Langøen. Jeg fandt det at være besat med 1 Underofficier og 11 Mand, armeret med tvende Falkonetter, 4 Geværer, 4 Pistoler og 12 Sabler. Jeg beordrede Løitnant Dahl at besætte og indbringe den. Ved Affærens Begyndelse observeredes nok et Rekognoscerfartøi at komme ud fra Langøen; det begyndte strax at skyde, men uden Virkning; vi forfulgte det med alle 4 Lodsbaade, og det flygtede ind ad Strømstad til.

Vi har en Mand haardt saaret, Fienden har 2 Saarede. Fartøierne har intet lidt. Officierer og Mandskab har vist Iver og Raskhed.

Røed paa Søndre Sandø, den 18de September 1813.
Underdanig
Løvenskiold.«

(1) Wilhelm Dahl, født 1791, blev 1ste Januar 1816 ansat som fast Officier i den norske Marine og udnævntes i 1848 tii Toldkasserer i Flekkefjord.


»Imorges Kl. 8 observeredes en svensk Rekognoscerbaad at gaa fra Langøen til Koster. Jeg udsendte da Sekondløitnant Sneedorff og Maanedsløitnant Natvig med tvende armerede Lodsbaade for at erobre bemeldte fiendtlige Fartøi. Kl. 1 saa jeg en Skonnert komme fra Styrsø, styrende mod Koster, hvor imidlertid Løitnant Sneedorff havde erobret den fiendtlige Baad, som havde skudt adskillige Skud. Jeg udsendte Maanedsløitnant Falch med en armeret Lodsbaad for at være Løitnant Sneedorff assisterlig. Da Skonnerten kom imellem Koster og Langøen, begyndte den at skyde; jeg fik da Ordre af Kapteinløitnant Budde 1), som var nærværende paa Signalstedet, at gaa ud med tvende Kanonchalupper, hvilket skede øieblikkelig. Da jeg kom udenfor Skjærene, var Skonnerten indenfor Skraaskuds Distance fra Lodsbaaden og vedligeholdt en levende Ild paa samme, som krydsede vestefter. Jeg lod strax Kanonchalupperne begynde at fyre og forcerede med Aarer og Seil ned imod Skonnerten. Da jeg kom den paa Kanonskuds Distance, holdt den af og styrede østefter udenpaa Koster. 2 Kanonchalupper af Negaards-Divisionen under Sekondløitnant Herløvs Kommando styrede til mig imellem Tisler og Koster. Da Skonnerten var ude af Sigte, nedlagde jeg Masterne og roede ind igjen. Maanedsløitnant Falch, har observeret endel Soldater paa Langøen.

Vedlagt fremsendes Sekondløitnant Sneedorffs Rapport.

Røed, den 20de September 1813.
Løvenskiold.«

(1) som med Størstedelen af Sandøsunds-Flottillen laa ved Hvaløerne.


Jeg har herved den Ære at melde, at jeg har frataget Fienden et armeret Fartøi.

Ifølge Hr. Sekondløitnant Løvenskiolds Ordre gik, jeg ud i denne Hensigt Kl. 8½ imorges, Vinden nordlig, med tvende armerede Lodsbaade, hvoraf Maanedsløitnant Natvig førte den ene. Kl. 11 blev jeg det var inde i Sundet i Koster. Jeg narrede det ud af Sundet, og da jeg havde det langt nok ude for at afskjære det Tilbagetoget gjennem Sundet, begyndte jeg Affæren. Han besvarede os med Haubitz- og Geværild og holdt med det samme af mod Landet, hvor han satte Fartøiet paa. Mandskabet forlod Baaden paa 1 Mand nær, som ei fik Tid dertil. De retirerede op paa et Fjeld, hvor de igjen begyndte en Geværild paa os, hvorfor jeg jog iland med Løitnant Natvig og Størstedelen af vort Mandskab og besvarede deres Ild. Efter kort Modstand flygtede Fienden, og jeg forfulgte dem, indtil en Skonnert, der krydsede nordefter tværs indenfor Koster, og som jeg hidtil havde holdt for en Koffaidimand, tiltrak sig min Opmærksomhed ved sit orlogsmæssige Udseende. Alt mere overbevist derom kaldte jeg mit Mandskab tilbage og krydsede ud med mine tvende Lodsbaade og den erobrede Baad. Da jeg kom udenfor Skjærene ved Koster, var Skonnerten mig paa Kanonskuds Distance. Den begyndte strax at fyre paa os med svært Skyts, lagde sine Aarer til og forcerede med al Magt imod os og var paa Skraaskuds Afstand, da jeg blev vore Kanonbaade var, som kom os tilhjælp. Da disse var paa Skud, holdt Skonnerten af, og jeg kom heldigt ind med de trende Baade uden Døde eller Saarede.

Tilsyneladende var det en svensk Kanonskonnert med tvende Kanoner forud og en agter foruden smaat Skyts paa Siderne og stærkt bemandet.

Den svenske Rekognoscerbaad var armeret med en Haubitz; det flygtende Mandskab tog Haandarmaturen med sig.

Løitnant Natvigs og øvrige Underhavendes udviste Mod og Uforsagthed tager jeg mig den Frihed at anbefale.

Røed, den 20de September 1813.
H. G. Sneedorff (1)

(1) Hendrik Gerner Sneedorff gik i 1827 ud af den danske Marine som Kaptein.


Den Følgeskrivelse, hvormed Kaptein Fasting indsendte ovennævnte Rapporter til Admiral Lütken, er dateret Nordre Sandø den 21de September og saalydende:

»Hermed sendes Rapporterne fra Sekondløitnanterne Løvenskiold og Sneedorff.

Foruden den Berømmelse, som Kapteinløitnant Budde, der gik ud i Følge med de tvende fra Negaarden afsendte Chalupper, giver Officierernes og Mandskabernes Iver og Anstrængelse i det Hele, samt at han med Beundring saa den Hurtighed, hvormed Løitnant Løvenskiold med de tvende fra Røed udsendte Chalupper kom afsted og Baadene til Undsætning, kan jeg ikke undlade, som for en stor Del Øienvidne dertil, her at anføre den særdeles Raskhed og Standhaftighed, der saavel fra Baadene under Løitnanterne Sneedorff og Natvig, som den erobrede under en Sæt -- Underofficiers Anførsel vistes ved i over ½ Time uophørligt at være beskudt af Fiendens Skraa. At disse Baade aldeles ingen Blesserede havde, overgik langt min Forventning, saameget mere som Fiendens Skud syntes at være vel rettede.

Skonnerten gik udenom Koster sydefter, hvor den tabtes af Sigte mellem Skjærene.«


Om en Rekognoscertur, som Kaptein Fasting selv foretog et Par Dage senere, indsendte han følgende Beretning, dateret Nordre Sandø den 24de September 1813:

»Ifølge Hr. Admiralens Ordre at foretage en Rekognoscertur i den svenske Skjærgaard, udgik jeg i Morges fra Røed med 6 Kanonchalupper. Sekondløitnant Løvenskiold undersøgte med 2 af disse Dynekilen, hvor intet Slags Armement fandtes. Derefter gik jeg gjennem Langrenden til Strømstad; ved Selæter saaes nogle enkelte Soldater, som ved vor Ankomst løb derfra. Paa Langøen viste sig intet Militær, ei heller var der nogen Slags Baad. I Strømstad, som jeg besaa paa et kort Kanonskuds Af stand, observeredes kun en Skildvagt paa en foran samme liggende Klippe, Lahgolmen kaldet, hvorpaa og findes et Batterianlæg; men ingen Kanorer kunde opdages derpaa, og intet Skud blev affyret derfra. Tæt inde langs Byens Brygger laa et stort Galeasskib, en Handelsskonnert og nogle Fragtebaade. Ved vor Ankomst til Strømstad saaes desuden en liden Baad med nogle Soldater i, der formodentlig var komne fra de sydlig i Havnen liggende Furuholmer, hvilke gik iland ved Byen bag en liden Holme; nogle Signalskud af Geværer og Trommeslag hørtes. Efterat have lagt i nogen Tid for Strømstad, begav jeg mig til en Holme ved Sydenden af Langøen paa dens vestre Side, for at lade Folkene hvile, hvorefter jeg returnerede hertil udenom Langøen. Jeg har intet kunnet erfare om den svenske Flottille, og paa Turen har ikke været Anledning til at øve Fiendtligheder.«


Om et Krydstogt, som Maanedsløitnant Falch foretog med en liden Skonnert, indsendte Kaptein Fasting følgende Rapport, dateret 19de Oktober 1813:

»Fra den Kommanderende af Flottillens Rekognoscerskonnert No. 63, Maanedsløitnant, Ridder Falck, har jeg modtaget Rapport saalydende:

»»Jeg har herved den Ære at rapportere, at jeg et Par Gange har været under Skagen, seet Koffardifartøier, men formedelst de nærværende Krigsskibe har jeg ikke kunnet gjøre Jagt paa dem. Den 10de løb jeg fra Fredriksværn ud med laber Kuling; af SSV., den 11te om Morgenen i Dagbrækningen; cirka 9 Mile SO. af Arendal observerede jeg en Galeas, som jeg strax begyndte at jage, og Kl. 8, da jeg var den paa Skud, dreiede den bi. Det var den svenske Galeas, Neptunius kaldet, kommende fra sit Hjemsted Stockholm, ført affsvensk Søløitnant Petter Dahlstrøm, ladet med Jern, Tjære og Bord, bestemt til Cadix. Jeg satte strax derombord 1 Underofficier og 4 Matroser og tog derfra ligesaa mange. Jeg saa adskillige Seilere til Luvart, men hvoriblandt efter al Udseende var en Fregat. Jeg styrede derfor med Force af Seil (Vinden østlig, frisk Kuling) til Landet med Prisen. Efter 1 Times Seilads saaes en Seiler i Læ, og som jeg formedelst disig Luft først paa cirka ½ Mils Afstand kjendte for en Orlogsbrig, der krydsede med Force af Seil op under os. Jeg lod derfor Prisen søge op under Landet til Luvart, medens jeg med Skonnerten slørede for at bringe Briggen til, at gjøre Jagt paa mig, saa at derved Galeasen kunde vinde mere til Luvart fra Briggen. Det gik, som jeg haabede. Briggen begyndte nu Jagten paa mig, og da han var temmelig nær, skjød han adskillige Skud efter mig, som jeg under Flag og Vimpel besvarede. Den begyndte nu uagtet i Læ snart at komme op under mig paa nær Skudrækning; jeg heiste derfor Bredfokken, og da han nu mærkede, at jeg vilde naa Landet, før han kunde vente at bringe mig til Overgive1se, stak han til Vinden efter min Prise, som han nu saa, da Vinden til al Uheld gik sydligere, at kunne afskjære Landet. Jeg vendte derfor strax fra Land efter ham og gav Skud i Skud, men da han vedblev Jagten paa Galeasen, og jeg begyndte at komme langt fra Land, vendte jeg igjen, da han ikke mere vilde jage efter mig. Galeasen var snart indhentet; omtrent Kl. 4, cirka 1½ Mil udenfor Hesnæs, blev den taget af den engelske Orlogsbrig, uden at det var mig mulig at redde den eller de paa den af mig satte Folk. Jeg kom derefter herind igaar Aftes Kl. 7 for at aflevere de Svenske og reparere den lidte Skade paa min Takkelage og Kanonrapperter. Efter Konsultation med, Chefen for den herværende Kanonflottille, Hr. Kapteinløitnant Dietrichson, har jeg afleveret de 5 Svenske til Chefen for Sandvigs-Batteriet ved Arendal, Premierløitnant von Omeyer. Jeg haaber Deres Velbaarenhed er forvisset om, at jeg har gjort alt mig muligt for at redde mine tabte Folk og min Prise, og beder Dem, være forsikret om, at jeg skal saa meget som muligt søge at erstatte det skede Uheld.

Arendal den 12te Oktober 1813.

Ærbødigst

A. O. Falch.««

Det forekommer mig, at Rapporten vidner om god Konduite, da Skonnerten var jaget.«


Briggerne holdt det krydsende under Kysten hele Aaret igjennem, uden at nogen Fægtning mod Fienden fandt Sted. Om Erobringen af endel Priser indmeldte Chefen for Briggen Alsen, Kaptl. M. Lütken, under 27de November følgende fra Kleven ved Mandal:

»Den 23de November forlod jeg Christianssand og holdt det krydsende udenfor Kysten indtil den 26de s. M, da jeg i Dagningen, 4 Mile Syd af Flekkerø, befandt mig tæt ved en fiendtlig Konvoi. Vinden var ONO., Bramseils-Kuling. I denne Kompasstreg saaes en Orlogsbrig, der tilkjendegav sig for at være Briggen Allart. Vi stod nu samlede ud mod Konvoien, et Skib og 3 Brigger blev besatte, hvoraf Skibet og den ene Brig af »Alsen.« Et Linieskib og en Brig var i Sigte. Linieskibet, der imidlertid havde seilt sig ned i Læ af os, omtrent 1½ Mil, blev først opmærksom paa at »Allart« og »Alsen« var danske Brigger, da det saa tvende af Konvoiens Fartøier blev givet Besætning fra os og sendt mod Land. Det begyndte da at jage os; vi var 6 à 7 Mile StV. af Flekkerø. Linieskibet vedblev Jagten indtil 2½ Mil fra Land, da det agterste af de tagne Skibe var 1½ Mil Syd af Ryvingen; det opgav da Haabet om at tilbagetage Priserne og stod tilsøs igjen til Konvoien, som, efter hvad vi saa, var paa omtrent 50 Skibe. Om Aftenen samledes vi med Briggen Langeland. Nat og Fralandsvind forbød at komme i Havn. Følgende Briggen Allart stod vi om Natten østefter tilligemed de temmelig adsplittede Priser. I Morges søgte jeg med Briggen Alsen til Kleven; den ene af de af »Alsen« besatte Priser er kommen tilankers i Havn østenfor Kleven, den anden er her.

Den ene af disse Priser, Skibet Headly Grove, strøg sit Flag, førend det blev besat af Briggen Alsen. Da jeg havde Haab om at kunne besætte mere end dette, ilede jeg med at forlade det, som havde tilfølge, at jeg kun gjorde en Vending med det Fartøi, som besatt, hvorved de ombordblevne Engelske var flere end Briggen Alsens Folk. Kun fjernet 1/8 Mil fra det saa jeg paa dets Manøvrer, at der var Uorden ombord. Jeg søgte det atter og blev underrettet om, at det ombordblevne Mandskab, opmuntret af Styrmanden, havde angrebet »Alsens« Folk, og at en af disse havde faaet et Pistolskud gjennem Laaret af Styrmanden. Han sendes derfor som Forbryder til Christianssand. Farligheden af Saaret er ubestemt.«