Erobringen af en fiendtlig Konvoi.

Under Krigen gjordes vel nu og da Priser af enkelte Koffardiskibe, men den vigtigste Fangst fandt Sted den 19de Juli 1810, da Briggerne Samsøe, Seagull, Allart, Alsen og Kiel erobrede en Konvoi paa 47 Handelsskibe, hvis Værdi beløb sig til 3,856,328 Rdl.

Kaptein J. Kriegers Rapport herom er saalydende:

«Siden min sidste Rapport, dateret Arendal den 9de Juli, har jeg, naar Veirliget det tillod, med de mig anfortroede Brigger kontinueret med det af deres Høivelbaarenhed befalede Krydstogt.

Den 18de dennes, Kl. 10 Emd., mødte en Brig kaldet «La Change» under Danzig-Flag, ført af. Skipper Miguel Ryberg, kommen sidst fra Memel, bestemt efter Sigende til Amsterdam, ladet med Bjælker ved Kjøbmand Biboe i Memel. Bemeldte Skibs Papirer var, forsaavidt jeg kunde skjønne, i den befalede Orden, men da Skipperen var passeret Nyborg uden at have erlagt den befalede Told, blev Skibet besat og indbragt til Christianssand for at erlægge Straffetolden og nærmere Undersøgelse.

Den 19de, Kl. 2½ Fmd., i SV. 7 Mile fra Næsset, stødte jeg paa en fiendtlig Konvoi, bestaaende af 45 Handelsskibe, bedækket af en engelsk Brig, der strax efter at have seet os flygtede med Force af Seil. Forfulgte ham ¼ Mil SV. ud fra Konvoien, og da jeg intet vandt ind paa ham, men derimod sakkede, vendte jeg fra ham og holdt op mod Konvoien, som imidlertid var bleven omringet af de andre Herrer Brigchefer; styrede derpaa op under Norge. Vinden var dengang nordlig med laber Kuling.

Samme Dags Aften var under Kristianssand; den største Del af Konvoien kom ikke i Havn den Aften formedelst Stille, men idag Morges bekom en frisk NO.-Vind, og Kl. 12 Middag var Skibene ankomne i følgende Havne vestenfor Christianssand, nemlig Romsvigen, Ny-Hellesund, Komlestø, Dalkilen og Tregdefjord.

Efterat Konvoien var kommen i Havn, detacherede jeg Briggen Alsen til den førstnævnte Havn, Briggen Seagull til den anden, Briggen Kiel til den tredie og fjerde samt Briggen Allart til den femte, med Ordre, saasnart Leilighed gaves, de da tilligemed de i Havnen liggende Skibe af Konvoien skulde søge Christianssand, hvor jeg med Briggen Samsøe ankrede idag Kl. 11 Fmd.

Det var den engelske Brig Forward paa 16 Kanoner, kommanderet af Løitnant Bannes, der førte ovenmeldte Konvoi, og var afgaaet med den fra Gothenborg den 17de dennes tilligemed en anden Konvoi af 150 Skibe, der efter Skippernes Udsigende havde til Bedækning i Fregat og 3 Brigger. Vi saa og sidst ommeldte Konvoi samme Formiddag i SV., 4 Mile fra os.

Konvoien bestaar af amerikanske, svenske og pappenburgske Skibe etc., og naar de alle er ankomne hertil, skal en detailleret Liste over dem blive forfattet og ufortøvet Deres Høivelbaarenhed tilstillet.

Kl. 2 Emd. idag var alle Skibene lykkelig ankomne hertil paa en Amerikaner nær, som Lodsen har sat paa Grund ½ Mil vestenfor ydre Flekkerø. De fornødne Anstalter for dets Bjergning er øieblikkelig foranstaltet.

Iøvrigt er Alt vel i de mig underlagte Brigger, hvilket tilmeldes.

Christianssand, den 22de Juli 181o.»

Under 27de samme Maaned fuldstændiggjorde han sin ovenanførte Rapport ved følgende Indberetning :

«Hermed tilstilles Deres Høivelbaarenhed Liste over Skibene, der den 19de dennes blev frataget den engelske Konvoi-Brig Forward. Papirerne er i den befalede Orden afleveret til Søkrigsprokurør Sørensen. Ved sammes Omtælling er der befundet at være 47. Den største Del har faaet Leie under Laugmandsholmen, de bliver imorgen overleveret til Værftet; Seilene er afleveret paa Værftet, Stænger og Ræer strøgne paa dem alle.

Et summarisk Forhør er holdt over de Kongelige Briggers Mandskab, Skipperne og Passagererne, der blev sluttet igaar. Skipperne og Mandskabet paa 2 af Skibene møder idag for Politi-Retten.

Den største Del af Amerikanerne har frivillig tilstaaet at have været under Konvoi; en Del af Svenskerne anfører til deres Undskyldning, at man har forceret dem til at tage Konvoi, og andre at være kommen i den af en Hændelse den Nat.

Førstkommende Mandag er de mig underlagte Brigger igjen seilklare, og vil da Vind og Veir føie, agter jeg at afseile herfra for at kontinuere med det forhen befalede Krydstogt.»

Af den med denne sidste Rapport indsendte Liste sees, at af de tagne Skibe var 18 Amerikanere paa tilsammen 3684 1/3 Tons Drægtighed, 14 svenske paa tilsammen 1146¾ Læster, 4 preussiske paa tilsammen 405 Læister, 2 russiske paa tilsammen 131 Læster, 3 pappenburgske paa tilsammen 196 Læster, 2 fra Lubeck paa tilsammen 179 1/3 Læst og 2 fra Mecklenburg paa tilsammen 106 Læster. Fartøiernes Ladninger bestod af Hamp, Hør, Jern, Seildug, Hvede, Rug, Manufakturvarer, Tømmer, Talg, Vox, Tjære, Kobber, Potaske, Staal og Glas.

Dette var ikke det eneste Uheld, som Briggen Forward havde under sine Krydstogter udenfor Norge, thi den 12te November 1812 indmelder Sekondløitnant F. A. Paludan fra Stavanger følgende:

«Den 8de ds. om Aftenen, Kl. 11½, indløb her til mig med Expres den Efterretning fra Hviddingsøen, at Folk derfra havde i Solens Nedgang seet en fiendtlig Brig løbe paa Grund i Nærheden af Skudesnæs Havn. Jeg afgik snarest muligt efter denne Beretnings Ankomst herfra med den armerede Chalup Skarven til Skudesnæs for i Tilfælde af, at Briggen endnu stod, at være Kystværnet behjælpeligt. I Dagningen ankom jeg til Skudesnæs, hvor man berettede mig, at det rigtig forholdt sig, at Briggen var strandet omtrent 1½ Bøsseskud fra Havnen, men til Lykke i det feile Indløb. Den var uheldigvis lykkeligt varpet sig af efter 1½ Times Forløb, hvorefter den styrede tilsøs. Efter al Sandsynlighed var det Briggens Hensigt at løbe ind i Skudesnæs Havn, hvor den saa tvende Fartøier ligge tilankers, dem den ikke med bevæbnet Chalup tiltroede sig at kunne udkappe formedelst det paa Stedet sig visende Kystværns Overlegenhed.

Ved at efterse det Sted, hvor den stod, har man fundet og opfisket 3 Stk. 18-£s Jern-Karonader, 2 Rapperter og 1 Varpanker. Paa Rapperten stod Navnet «Forward», hvilket lader mig formode Briggens Navn at være dette; den var paa 14 Kanoner.

Samme Dag, den 8de, saaes herudenfor i Følge med tvende fiendtlige Orlogsbrigger, der opholdt sig her paa Kysten, en Skonnert og en liden Slup, hvilke begge destoværre var Priser. Sluppen: «Den givendes Lykke», fart af Skipper Didrik Drengsen, tilhørende Hr. Over-Krigskommissær Zebbelow, udgik fra Christianssand sidst i Oktober dette Aar. Foruden Skipperen bestod dens Besætning kun af Matros Sivert Tønnesen af Hetland og en Dreng. Sluppen var destineret til Jylland, hvor den ogsaa ankom ved Thorstrand, indtog der Ladning af Byg, Flesk, Kjød og Smør, skulde gaa direkte til Christianssand, men midtveis mellem Skagen og Lindesnæs blev den tagen af den engelske Kutterbrig Forward. Skipperen og Matrosen blev ombordtagne i Briggen, og 2 Engelske blev satte ombord i Sluppen istedet, og denne holdt nu med Briggen under den norske Kyst, hvor de Engelske den 7de dennes for det meste udlossede Sluppen, hvorefter ovennævnte Sivert Tønnessen og 11 Engelske sendtes ombord. Drengen toges ombord i Briggen, Sluppen var nu bestemt at gaa som Kaper her under Kysten, men Søndagen den 8de dennes blev en Skonnert, hjemmehørende i Lillesand, taget, og af de 11 Engelske paa Sluppen afgik 9 til Skonnerten, som tog Sluppen paa Slæbetoug. Saaledes holdt de det gaaende indtil Natten mellem den 8de og 9de, da Kulingen tiltog, hvorfor Slæberen kastedes løs. Paa Sluppen var da kun førnævnte Sivert og 2 Engelske, hvoraf den ene var Midshipman. Sivert heiste da Bredfokken, strax de Engelske havde lagt sig til at sove, og manøvrerede saaledes, at han kom bort fra Skonnerten og de to Orlogsbrigger, som laa og krydsede i Nærheden. Om Morgenen den 9de, Kl. 8, 3 Mile af Land, gik han op paa Toppen for at faa Kjending, og imidlertid kom begge de Engelske op og styrede vestover, hvorfor Sivert hurtigt gik ned igjen og tog begge de Engelske med Magt og satte dem i Kummet og lukkede Lugen for dem, hvorefter han vendte og satte Kurs mod Land. Nogen Tid derefter kom fra Udsire 6 Mand ombord til ham, hvilke hjalp ham at komme tilankers i Fæø Havn, vest paa Karmøen. Derfra er han idag ankommen til Tananger, hvorfra Fangerne er afsendte til Christianssand.»


  1. Rapporten er stilet til Kontrendmiral L. Fisker.


Last modified: Sun Jan 2 21:03:20 MET 2000