Den norske Marine i 1814.

I den sidste Del af December 1813 var en Konvoi af omtrent 50 til 60 Skibe forsamlet i Fredriksværn, som under Bedækning af de norske Brigger Lolland, Seagull og Samsøe, (hvis Chefer var Kapteinløitnanterne A. Krieger, C. Lütken og F. Grodtschilling) laa klar til med første føielige Vind at afseile til Fredrikshavn i Jylland for at hente Korn og Fedevarer til Norge. Men 2den Ju1edag fik Kapteinløitnant Krieger pludselig Ordre til om muligt øieblikkelig uden Konvoien at begive sig til Fredrikshavn for at eskortere op til Norge en anden Konvoi, som der laa fuldt lastet og blot ventede paa god Vind og Bedækning. Krieger gik strax tilsøs med de 3 Brigger, kom om Natten Kl. 12 den 28de December tilankers paa Fredrikshavns Rhed med Briggerne Lolland og Seagull, medens Briggen Samsøe ved at anduve Kattegat om Aftenen var bleven skilt fra de øvrige Brigger, maatte ankre mellem Læssø Grundene, fik en svær Storm af Nordenvind om Natten, maatte flygte fra sin Ankerplads og søge Sundet og Kjøbenhavn, hvorefter den ikke mere kom tilbage til Norge. Derimod var Krieger og Lütken heldige nok til, blot efter 6 Dages Fravær, Nytaarsaften at seile ind Christianiatjorden og op til Næs ved Tønsberg med en Konvoi af 45 til 50 Skibe, alle lastede med Korn etc. uden at have mistet mere end en liden Slup tilhørende Kommandør Sølling i Laurvig, hvilket Fartøi formodentlig var bleven kapret eller afskaaret af en svensk Kaper. Denne vigtige Tilførsel var en Nytaarsgave, som vakte megen Glæde i Landet.

Denne Glæde blev imidlertid snart efter forvandlet til Sorg ved Efterretningen om Norges Afstaaelse til Sverige. Strax efter Kielertraktatens Bekjendtgjørelse blev af den danske Konge alle danskfødte Embedsmænd beordrede at forlade Norge og søge tilbage til deres Fødeland, en Ordre, som blev adlydt af Kontre-Admiral Lütken med Størstedelen af de danske Officierer. Chef for Fredriksværns Værft, Kommandør J. S. Fabricius, blev derved ældste Søofficier i Norge, men han forlod ikke sin Post i Fredriksværn for at overtage Kommandoen af Marinen, da alle Ordres udgik direkte fra Prindsregenten og senere Kongen (Prinds Christian Frederik) ved hans Adjutant Kaptein Frederik Holsten (1), der fungerede som en Slags Generaladjutant for den norske Marine.

Da Briggen Samsøe forblev i Danmark, havde Norge altsaa 7 Brigger tilbage, hvoraf de 6 var i aktiv Stand med gode og veløvede Besætninger, den 7de, »Lougen,« var oplagt. Efterat de danske Brigchefer havde forladt Norge, blev følgende Officierer udnævnte til Chefer:

For »Lolland,« Kaptein O. C. Budde,
for »Seagull,« Premierløitnant J. Lund,
for »Allart,« Premierløitnant S. Lous (2),
for »Langeland,« Sekondløitnant Løvenskiold,
for »Alsen,« Sekondløitnant Bendz (3),
for »Kiel,« Sekondløitnant Petersen.

Briggerne kom nu i fuld Aktivitet i Vintermaanederne paa forskjellige Dele af Norges Kyster for at skaffe Kornskibe til Norge og holde de svenske Kapere i Respekt. Saaledes lykkedes det Løitnant Bendz med Briggen Alsen i Skagerak at erobre den svenske Kaper Koureren og gjenerobre et norsk Kornskib, som denne havde taget, og Dagen efter denne Erobring at jage en anden svensk Kaper paa Land paa Nordkysten af Jylland.

I Begyndelsen af Mai Maaned 1814 var Briggerne Lolland (4), Seagull (4), Alsen og Kiel (4), samtlige under Kaptein Buddes Kommando, gaaet til Fredrikshavn for at eskortere en stor Konvoi paa omtrent 80 Kornskibe til Norge. Da Vinden var gunstig, gik de Seil fra Fredrikshavn. I Skagerak krydsede da de svenske Fregatter Eurydice paa 44 Kanoner, ført af Kommandørkaptein Nordenskjold og »af Chapmann« paa 36 Kanoner, ført af Kaptein Engelhardt, for at opsnappe Konvoien og dens Bedækning. Ved et heldigt Tilfælde havde samme Dag, Briggerne kom fra Fredrikshavn, de tvende svenske Fregatter skilt sig fra hinanden, idet »Eurydice« stod vesterefter og, »af Chapmann,« som holdt det krydsende mellem Marstrand og Skagen, stødte saaledes alene paa Briggerne, som signalerede til Konvoien at forcere Seil for med den gunstige Vind at naa Norge, medens Briggerne gjorde alt klart til Kamp, formerte 2 Kolonner og doublerede den svenske Fregat. Denne, omringet af Briggerne, fulgte med disse og Konvoien op imod den norske Kyst, hvor den forlod dem. At der ikke kom til nogen Kamp grundede sig paa, at de norske. Brigger saavelsom Roflottillen havde Ordre til, naar de stødte paa svenske Krigsfartøier, ikke at skyde første Skud. Konvoiens Ankomst vakte megen Tilfredshed i Landet.

Ved Hvaløerne, som man maatte vente vilde blive stærkest truet, sammendroges i Løbet af Mai Maaned 32 Kanonchalupper og 2 Morterchalupper, hvortil noget senere sluttede sig 2 Kanonjoller, alt under Kommando af Norges næstældste Søofficier, Kaptein Thomas Fasting. Et Kompagni af det vestlandske Musketerregiment under Kaptein Tostrup placeredes paa Kirkeøen og et halvt Kompagni (50 Mand af thelemarkske Jægere under Sekondløitnant (den senere saa bekjendte Oberst i dansk Tjeneste) Helgesens Kommando stationeredes paa Røed paa søndre Sandø. Styrken var delt i 4 Divisioner med 8 Chalupper i hver, de senere ankomne 2 Kanonjoller stationeredes i Sponviken under tvende Maanedsløitnanters Kommando. De 4 Flottilledivisioner havde til Chefer Sekondløitnanterne Wiese (5), J. C. Smith, Klinck og Hesselberg. Løitnant Klinck havde Station ved Røed, og til hans Division attacheredes de tvende Morterchalupper under Artilleri-Maanedsløitnant Christensens Kommando.

Omtrent samtidigt ankom Afdelinger af den svenske Roflottille, der samlede sig i Dynekilen, og som bestandig trak flere og flere Forstærkninger til sig, ligesom ogsaa endel af den svenske søgaaende Flaade (5 Linieskibe, nogle svære Fregatter og endel mindre Fartøier) under den 72-aarige Admiral Baron Pukes Kommando lagde sig ved Koster i Midten af Juli Maaned. Den 25de samme Maaned bemærkedes megen Bevægelse og Uro baade i Dynekilen og ved Koster, og en uafbrudt Færdsel med Baade mellem de Svenske indbyrdes, hvilket syntes at bebude et snarligt Angreb. Dette viste sig ogsaa at være Tilfældet; thi om Morgenen den 26de, da Veiret var klart med en laber Bramseilskuling af sydlig Vind, rykkede den svenske Skjærgaardsflaade ud af Dynekilen i fuld Slagorden, medens samtidigt de svenske Skibe ved Koster lettede og styrede nordover. Den norske Styrke indtog strax de anviste Stationer, Løitnant Klinck i Herføl-Sundet, Løitnanterne Wiese og Hesselberg i Sækkens nordre Del og i Grævlingsundet og Løitnant Smith i Laursvælget. Den svenske Skjærgaardsstyrke bestod af 7 Batailloner med 12 Chalupper i hver, og blandt disse fandtes 1 Bataillon dækkede Kanonchalupper forsynede med faste Master og Seil, altsaa 84 Fartøier ialt. Samtidigt viste sig ogsaa 80 til 100 store svenske Rokkebaade, der førte 5000 Mand Soldater. Den svenske Skjærgaardsflaade kommanderedes af Kommandør af Wirsén. De norske Fartøier ventede nu hvert Øieblik, at den svenske Flottille skulde angribe, men da der indtraadte fuldstændig Stille, saa at Seilskibene laa uden Kommando, fandt Angrebet ikke Sted den Dag, uagtet Baade foer frem og tilbage mellem de svenske Flaadeafdelinger og det ene Signal vexledes efter det andet. Om Aftenen fik Kaptein Fasting Ordre fra Hovedkvarteret paa Hafslund om at trække sig tilbage, gaa over Christianiafjorden og tage Station ved Vallø, Hovedstyrken af Flottillen med Proviantfartøiet og Musketererne afgik derfor Kl. 11 om Aftenen; Løitnant Klinck blev tilbage med sin Division samt med Jægerne med Ordre til at oppebie næste Dag for at se, hvad Svenskerne vilde foretage sig, samt med Ordre til ikke at udsætte den ham underlagte Styrke, men at retirere til Fredriksstad eller til Slevigs Batteri, naar Fienden rykkede frem. Da denne Fremrykning næste Morgen fandt Sted, tog Klinck Løitnant Helgesen og hans Jægere ombord og trak sig i god Orden tilbage forfulgt af en Afdeling af den svenske Roflottille under af Wirséns egen Kommando. De Norske brændte af Begjærlighed efter at maale sig med Svensken, men den strænge Ordre, ikke at skyde det første Skud, holdt Iveren i Tømme.

Den hele norske Styrke naaede saaledes Vallø i god Behold med Undtagelse af de 2 Kanonjoller, som under Retræten blev afskaarne og søgte op i Thorsøkilen, hvor de sænkedes. De Svenske tog dem imidlertid senere op igjen og førte dem med sig til Sverige.

Ved Vallø laa samtlige 6 norske Orlogsbrigger, og med disse forenede nu Flottillen sig med Undtagelse af Løitnant Smiths Division, som fik Ordre til at tage Station ved Laurkullen, og Løitnant Klincks, som stationeredes ved Vealøs og Løvøerne ved Horten.

Den 5te August overgav Fredriksstads Fæstning sig, hvorefter 2 svenske Linieskibe med 2 Fregatter stationeredes mellem Rauøer og Sletterøerne ligeoverfor Vallø for at observere den norske Styrke. Tiden hengik imidlertid uden vigtigere Begivenheder indtil 14de August, da Konventionen til Moss afsluttedes. Den 16de s. M. beordredes Flottilledivisionerne ved Vallø og Vealøs til Drøbak, og Løitnant Smith fik Ordre til med sin Division at tage Station ved Soon, hvorhen ogsaa Briggen Alsen sendtes noget senere. Det var disse Fartøier paalagt at forhindre svenske Skibes eller Baades Passage op til Christiania, medens Underhandlingerne foregik. Løitnanterne Wiese og Hesselberg stationeredes ved Drøbaks By og Løitnant Klinck ligeoverfor ved Hurums Færgested.

De forskjellige Flottilleafdelinger og Briggerne forblev udrustede paa sine respektive Stationer indtil Midten af Oktober, da de fik Ordre til at lægge op. I denne Tid forefaldt kun en liden Affære ved Jomfruland, hvor Maanedsløitnant Falch havde Kommandoen fra 18de Juni til Udgangen af September. Rapporten herom er dateret 23de August 1814, indsendt af Kaptein S. A. Bille til Chefen for Norges Søforsvar (6), Kommandørkaptein Fasting, og saa1ydende:

»Ærbødigst har jeg den Ære at melde, at jeg idag har modtaget Rapport fra Maanedsløitnant, Ridder og Dannebrogsmand A. Falch, at han den 19de ds. med sine anfortroede 3 Kanonjoller der ere stationerede ved Jomfruland, har havt en Affære med den svenske Fregat Eurydice, hvorom hans Rapport lyder saaledes:

»»I Eftermiddag kom 2 Fregatter styrende mod Jomfruland østerfra, hvoraf den ene næsten hele Dagen førte engelsk Flag; paa den anden havde jeg før Kl. 2 (da begge Fregatterne var henved 1 Mil østenfor Straaholmen) intet Flag seet, men nu heiste den svensk Flag. Jeg gik da strax ud med de mig anbetroede 3 Kanonjoller. Kl. 3, da jeg nær Jomfrulands østre Ende var Svensken paa Skud, formerede jeg Linie og begyndte en levende Ild paa ham.

Fienden forcerede strax med alle mulige Seil og Bugserbaade fra Landet uden at besvare mine Skud (som, saavidt vi kunde se, var meget heldige) med sine agterste Kanoner, der kunde stilles paa mig.

Indtil Klokken henved 3¾ vedligeholdtes en levende Ild paa ham. Kort før var den engelske Fregat styret ned til Svensken, nu var han ham paa Praiehold og i en Stilling, saa han maskerede mine Kanoner; jeg maatte da ophøre med Skydningen, og begunstiget af en tiltagende frisk Bris løb Svensken øieblikkelig (uden at jeg kunde indhale ham) mig ud af Skudrækning. Jeg gik da ind til Jomfruland med Kanonjollerne.

Kl. 5½ kom Næstkommanderende paa den svenske Fregat Eurydice og spurgte Maanedsløitnant Sørensen (som jeg sendte den svenske Parlementærbaad imøde), hvorfor jeg havde skudt paa Fregatten, og om jeg ikke var underrettet om, at en Vaabenstilstand for 5 Dage siden var sluttet mellem Prinds Christian og Prinds Ponte-Corvo. Løitnant Sørensen svarede, at jeg ikke var underrettet om Vaabenstilstanden. Næstkommanderende, Kaptein Rahm, gik da ombord igjen og sagde, at om jeg vilde have det skriftlig, kunde jeg sende en Baad ud imorgen, naar Fregatten kom under Landet, og hans Chef vilde da give mig det.

Jeg har det ubehagelige at melde Deres Høivelbaarenhed, at Kanonjollen Aasgaardstrands 24-£dige Kanon sprang ved det 15de Skud, hvorved en Mand saaredes let og 3 haardt. Jeg fik en Kontusion paa den venstre Skulder, som ikke er af nogen Betydenhed. Kanonen gik af ved Fænghullet, og hele Bundstykket blev liggende forud paa Bakken.

Løitnant Sørensen skal jeg strax afsende til Fredriksværn med Jollen Aasgaardstrand for at faa en ny Kanon. Officierer og Mandskab viste Raskhed og Lyst til at søge Fienden.

Kanonflottillen ved Jomfruland,
den 19de August 1814.
Ærbødigst
A. O. Falch.«« (7)

Ved Modtagelsen af denne Rapport har jeg tilbagemeldt ham, at hans Opførsel havde mit fuldkomne Bifald, og uagtet Vaabenstilstanden var sluttet (hvilken Kommunikation endnu ei dengang var ham ihændekommen), saa er hans orlogsmæssige Opførsel dog fuldkommen rigtig; thi med en Opsigelse af 12 Timer fra Hovedkvarteret kunde Meddelelsen ei ske saa hurtig, at han jo maatte tro den opsagt, naar en svensk Fregat kom saa klods under Landet. Naar Orlogsmænd ei punktlig opfylder sin respektive Regjerings Ordres, maa alt deraf flydende blive paa de Overtrædendes An- og Tilsvar.

At han holdt inde med Skydningen, da den engelske Fregat løb mellem ham og Fienden, har jeg ligeledes tilkjendegivet ham mit Bifald for.«

  1. Fulgte Prinds Christian Frederik tilbage til Danmark og døde 1816.

  2. Søren Lorents Lous blev i 1814 som Kommandørkaptein udnævnt til Indrulleringschef og Overlods i Bergens Distrikt. Han døde i 1865.

  3. Christian Ahle Bendz tog i 1859 Afsked af Marinen som Kommandørkaptein og døde 1867.

  4. Paa »Lolland« tjenstgjorde Sekondløitnant Thomas Konow, der representerede Marinen ved Rigsforsamlingen paa Eidsvold 1814, og i 1869 tog Afsked som Kontre-Admiral; paa »Seagull« tjenstgjorde Sekondløitnant Hans Jochum Horn, der i 1852 som Kaptein udnævntes til Toldinspektør i Øster-Risør, og paa »Kiel« tjenstgjorde Sekondleitnant senere Statsraad Ole Wilhelm Erichsen.

  5. Johan Henrik Wieae døde i 1844 som Kommandørkaptein i den norske Marine.

  6. Under 12te. April 1814 udnævnte Prindsregenten Christian Frederik Kaptein Fasting til Chef for Norges bevægelige Sømagt og øvrige Sødefension. Samtidigt Etableredes i Christiania et Søkrigskommissariat, til hvis Chef udnævntes Kommandør Fabricius.

  7. Anders Olaus Falch, som her oftere har været omtalt som en kjæk og dygtig Officier, hvorfor han ogsaa blev Dannebrogsmand og Ridder af Dannebrog under Krigen, er født 1790, blev ansat som Maanedsløitnant i September 1808 og tjente som saadan indtil Udgangen af 1814, da han tilligemed alle de ved Norges Sødefension staaende Maanedsløitnanter blev afskediget. Under 21de April 1816 blev han og Maanedsløitnanterne H. L. Knap, W. Dahl, Chr, Budde og P. Thrane efter Ansøgning ansatte som faste Officierer i Marinen med Forpligtelse til ved Aarets Udgang at underkaste sig den befalede Examen. Han døde 1855 i Fredriksværn som Kaptein.


Forresten forefaldt intet, naar undtages et Mytteri, som udbrød paa Flottillen i Begyndelsen af September. Efter Fredriksstads Overgivelse havde den svenske Kommanderende hjemsendt Besætningen, der bestod af Landeværn, istedetfor at gjøre den til Krigsfanger. Da dette kom til Flottillemandskabets Kundskab, vilde de ro med Kanonfartøierne til de i Christianiafjorden liggende svenske Krigsskibe, overlevere Fartøierne og hjemforloves ligesom Soldaterne. En Morgen begyndte disse Optøier ved Flottillen i Drøbak. Den jourhavende Officier, som vilde bringe Mandskabet til Fornuft, blev forfulgt, maatte søge Tilflugt i et privat Hus og var nærved at blive mishandlet. Men da Chefen, Kommandørkaptein Fasting, fik dette at vide, gik han med endel af sine Officierer hen til Oprørerne, og ved sin Sindighed og Bestemthed lykkedes det ham at bringe dem tilbage til deres Pligt. Lignende Scener fandt Sted samtidigt paa Løitnant Klincks Division; ogsaa ham lykkedes det at skaffe Orden og Lydighed tilveie. Dagen efter blev lignende oprørske Forsøg foretaget paa Løitnant Smiths Division i Soon, men ved Briggen Alsens Hjælp, hvis Besætning ikke tog Del i Mytteriet, lykkedes det ogsaa der Chefen at bringe Oprørerne til Lydighed.


I 1814 efter Adskillelsen fra Danmark talte den norske Marines Officierspersonale kun 39 Individer, og Materiellet bestod af ovennævnte 7 Brigger, hvortil kom den paa Stabelen i Fredriksværn staaende næsten færdige Brig Fredriksværn, 1 Skonnertbrig, 8 Kanonskonnerter, 46 Kanonchalupper og 51 Kanonjoller.

Briggen Lolland, der i 1831 blev givet Hovedreparation, solgtes i 1847, Briggerne Kiel og Seagull solgtes i 1817, »Langeland« i 1827, »Alsen«, som i 1820 forandredes til Korvet, solgtes i 1839 og »Allart« samtidigt med »Lougen« i 1825, alle til Handelsmarinen.

Briggen Allart skulde i 1814 overføre Prinds Christian Frederik fra Christiania til Danmark, men paa Grund af Modvind og Storm under den jydske Kyst returnerede den til Fredriksværn, hvor Prindsen gik ombord paa den danske Orlogsbrig Bornholm den 26de Oktober, og dermed vendte tilbage til Danmark.