Jochum Nicolai Muller

fødtes i Trondhjem den 1ste Februar 1775, blev i 1796 Sekondløitnant i Marinen, 1802 Premierløitnant, 1810 Kapteinløitnant, 1815 Kaptein i den norske Marine, 1818 Kommandørkaptein, 1836 Kontreadmiral og 1841 Viceadmiral. I 1845 tog han Afsked og døde i Christiania den 2den Januar 1848.

I 1801 deltog han i det for de norske og danske Søkrigere saa ærerige Slag paa Kjøbenhavns Rhed den 2den April, og efter hans efterladte Papirer gives her en Beretning om denne hans Deltagelse.

Mandag Aften, den 30te Marts, fik Sekondløitnant Müller Ordre til som Chef at overtage Kommandoen af Stykprammen Hajen, en af de ved Holmen liggende store Pramme, bestemt til inden Bommen at transportere Orlogsfartøiernes Kanoner til eller fra Borde. Denne Pram, som for at kunne armeres var bleven forsynet med Dæk og de høist fornødne Apteringer til Opbevaring af Krudt, Provisioner etc., havde da ombord Ankere, Touge og et Batteri af 20 Stykker 18 Pnd's Metalkanoner med Tilbehør. Løitnant Müller lod nu Udrustningen fortsætte hele Natten igjennem. Tirsdag Morgen meldte sig til Tjeneste ombord Maanedsløitnant Lind, og noget senere kom 1 Kanoner, 1 Proviantskriver, 1 Kvartermester, henved 100 frivillige af Holmens Haandverkere, 2 Soldatunderofficerer og 20 Soldater. Samme Dags Formiddag lagdes Prammen ud af Bommen; den medhavende Lods, en af Holmens Skippere, satte den paa Grund strax søndenfor Lynetten, og først Onsdags Morgen den 1ste April lykkedes det efter store Anstrængelser at faa Fartøiet flot. Under den fortsatte Udvarpning saaes den engelske Flaade at seile op sydefter. Besætningen fordeltes nu til Kanonerne, som ladedes med skarpt, Haandarmaturen uddeltes, og alt gjordes saavidt muligt slagfærdigt. Da Fartøiet hverken var medgivet Doktor eller forsynet med kirurgiske og medicinske Rekvisiter, fik Kvartermesteren det Hverv at forbinde dem, som muligens maatte blive saarede, i hvilket Øiemed der anvistes ham Plads i Lasten, gaves ham 2 Haandlangere og tildeltes ham noget Linned. Om Eftermiddagen var «Hajen» fortøiet paa dens bestemte Plads i Defensionslinien mellem Blokskibene Dannebrog og Kronborg, hvorom Løitnant Müller gjorde Melding ombord i «Dannebrog», hvor den danske Høistkommanderende, Kommandør Johan Olfert Fischer [1], havde sit Kommandotegn vaiende. Da han kort efter igjen forlod dette Fartøi, sagde en af hans nærmeste Kammerater, Sekondløitnant Rasmus Wulff, til ham ved Faldrebet: «God Nat! imorgen ved denne Tid er jeg enten Kaptein eller Engel!» (Wulff faldt ogsaa den næste Dag paa «Dannebrog»). For i paakommende Tilfælde at kunne redde «Hajen» fra at komme i Fiendens Besiddelse havde Müller til Hensigt at føre Varp tvaers ind i Land, en Foranstaltning han imidlertid ikke udførte, forat ikke Besætningen skulde tænke sig Muligheden af et saadant Tilfælde, hvilket maaske kunde have en skadelig Virkning paa Mandskabets Mod og Udholdenhed. Efterat alle Forberedelser saavidt muligt var trufne, for at man paa første Vink kunde være rede til at modtage Fienden, blev Vagten opsat. Chefen tog selv Førstevagten (fra 8 til 12 om Aftenen) og Dagvagten (fra 4 til 8 om Morgenen). Hundevagten (fra 12 til 4 om Natten) anbetroedes Maanedsløitnant Lind. Under Førstevagten blev fra Batteriet Qvintus [2] kastet 3 Bomber, hvilke tydelig saaes at falde midt imellem de Skibe af den fiendtlige Flaade, som laa søndenfor Defensionslinien.

Thorsdags Morgen, den 2den April, purredes ud Kl. 5; et Par Timer anvendtes til Kanonexercitie, hvorefter Mandskabet fik sin Frokost. Klokken mellem 8 og 9 lettede den engelske Flaade [3], som laa søndenfor Defensionslinien, løb nordefter med laber sydlig Vind og ankrede i en Linie langs med Defensionslinien omtrent i en Kabellængdes Afstand fra denne. Ligefor «Hajen» lagde sig Linieskibet Glatton [4] paa 54 Kanoner (paa underste Batteri 68£s og paa øverste Batteri 32£s Kanoner), fra hvilke den skjød med Skraa, bestaaende af 3£s Kugler.

Ligefor det danske Chefskib Dannebrog (Chef: Kaptein F. A. Braun, som mistede sin høire Haand i Slaget) og saaledes lidt paa skraa for «Haien» laa det fiendtlige Linieskib Elephant paa 74 Kanoner, hvorfra Admiral Nelson ledede det engelske Angreb.

Klokken omtrent 9, da de forreste Skibe af Defensionslinien og den fiendtlige Flaade var komne hverandre paa Skud, begyndte Kampen og fortsattes efterhaanden, som de fiendtlige Skibe avancerede nordefter, langs hele Linien. (Det første Skud, som affyredes mod Englænderne, faldt fra den danske Defensionslinies sydlige Fløiskib «Prøvestens» underste Batteri og rettedes af Batterichefen selv, Premierløitnant Michael Bille).

Saasnart «Hajen» med den forreste Kanon kom paa Skud, blev Fienden beskudt med denne og strax derefter med det hele Batteri. Efter omtrent 1 Times Kamp havde «Hajen» kun 4 Saarede, blandt hvilke var Kvartermesteren nede i Lasten. I det Hele taget havde «Hajen» forholdsmæssig kun faa Saarede, hvilket for en Del maa tilskrives dens meget lave Ræling og dens lave Bastingage af Seildug, hvorved kun var liden Anledning til Splinter. Efter henved 3 Timers Fægtning bemærkedes, at med Undtagelse af Blokskibet Wagrien (Chef: Kaptein F. C. Risbrich, som senere blev dansk Viceadmiral), der dog kun endnu skjød enkelte Skud, var Flaget borte paa alle søndenfor «Hajen» liggende Skibe, ligeledes paa Flagskibet Dannebrog nordenfor den og paa den indenfor den som Repetitør fungerende Korvet Elven (Chef: Kapteinløitnant, senere Admiral Baron Holsten). Af de trende Kavalleripramme «Rensborg» (Chef: Kapteinløitnant C. T. Egede), «Nyborg» (Kapteinløitnant C. A. Rothe [5]) og «Agershus» (Premierløitnant T. Fasting [6]) laa førstnævnte paa Grund og havde hørt op med at skyde, og de 2 andre havde saavelsom det Gernerske Flaadebatteri (Sekondløitnant P. Willemoes [5]) trukket sig indenfor Trekroner og vare sunkne.

Efterhaanden saaledes ene udsat for Ilden af de i Nærheden liggende Skibe og især fra det ligeoverfor liggende Linieskib Glatton, og med Kanoner, der ved den idelige Skydning blev mere og mere urolige, saa at de afslog Broge og Tallier, mistede nu «Hajen» paa engang flere af sin ved 2 Nætters og 3 Dages uafladelige anstrængende Arbeide udmattede Besætning. Enkelte Yttringer hørtes ogsaa fra Mandskabet, at man burde ophøre med Kampen, hvilke imidlertid forstummede ved Chefens Opmuntringer og ved Uddeling af Extra-Brændevin, saa at Striden fremdeles fortsattes fra «Hajen» med Liv og Iver, idet nu tillige gjordes Signal for fra Land at faa mere Krudt. Formedelst Mandskabets Mangel paa Øvelse havde baade Chefen, Maanedsløitnanten og Kanoneren lige fra Slagets Begyndelse personlig deltaget i Kanonernes Betjening, Maanedsløitnanten bestyrede den forreste Kanon og Chefen og Kanoneren de øvrige 9.

Omsider da «Hajen» efter 4 à 5 Timers Kamp -- hvoraf den i næsten 1 Time var saagodtsom det eneste Fartøi, som fra Defensionslinien fortsatte Slaget, -- havde mellem 20 og 30 Dræbte og Saarede, og da den resterende Del af Besætningen var i høieste Grad udmattet, flere Kanoner demonterede og næsten alt Krudt bortskudt, saa Müller sig nødt til at stryge sit Flag. I Almindelighed havde Fienden skudt for høit, især Linieskibet Glatton, som ellers med nogle Lag af sit svære Skyts maatte have kunnet nedskyde Hajens Besætning og sænket dens til Bataille meget svagt byggede Skrog. Det hændte under Slaget nogle Gange, at Løitnant Müller, dels for at faa de demonterede Kanoner hurtigst muligt ombyttede, dels for at iagttage Slagets Gang, stod noget høiere end Besætningen; denne søgte da meget omhyggelig og uden Hensyn til egen Sikkerhed at fjerne ham fra saadanne Steder, hvor han ansaaes for at være mere udsat for de fiendtlige Kugler. Da Fienden endnu en kort Tid efter Flagets Strygning vedblev at beskyde «Hajen», blev Besætningen nedsendt i Lasten, medens Chefen og Kanoneren fornaglede Kanonerne og søgte at faa en Flaade dannet (Rofartøiet var nemlig bortskudt) for paa denne at redde Mandskabet iland. «Hajen» blev imidlertid strax efter entret af 2 armerede Barkasser, og i den ene af disse blev Løitnant Müller, uden at blive berøvet sin Sabel, bragt ombord i Nelsons Flagskib Elephant. Ved sin Ankomst ombord traf han paa Skansen flere fangne dansk-norske Officierer og blev særdeles forbindtlig tiltalt af en engelsk Landofficier, som var Chef for et Korps af 1000 Skarpskyttere, der var fordelt ombord paa den engelske Flaade. Noget senere blev Løitnant Müller (der saavidt vides var den eneste af de ombord i «Elephant» værende dansk-norske Officierer, som blev præsenteret for Admiral Nelson, ligesom han var den eneste, der som Fange forblev ombord i dette Skib, medens de øvrige fordeltes ombord i andre engelske Fartøier,) indført i øverste Kahyt, hvor Admiral Nelson, en liden, mager, meget rank Mand, iført en grøn Kalmuks Overfrakke og en trekantet Hat, som han bar paatværs, gik frem og tilbage, idet han af og til standsede foran og tiltalte Løitnant Müller. Tilvenstre stod Linieskibet Elephants Chef, Kaptein Foley, (senere kommanderende Admiral i Portsmouth) en høi, smuk, noget ældre Mand i fuld Uniform, og tilhøire sad en civilklædt Person og skrev. I den nu paafølgende Samtale, yttrede Nelson: «Hvad der idag har passeret gjør mig ondt, og som Bevis herpaa har jeg allerede sendt en Parlementær iland for at handle om, Vaabenstilstand. Skulde denne imidlertid ikke blive antaget, bliver jeg nødt til at tage Trekroners Batteri og at brænde Arsenalet». Hertil svarede Müller, at Admiralen snart vilde komme til at indse, at Trekroner ikke var saa let at tage. Kaptein Foley forsikkrede, at de Engelske ikke havde havt saa varm Dag som denne hverken mod Hollænderne, Franskmændene elier Spanierne. Efterat have yttret til Løitnant Müller, at han haabede, at dennes Ophold ombord i «Elephant» skulde blive saa kort som muligt, at der skulde blive draget Omsorg for hans Bekvemmelighed samt for, at han ikke mistede sit Tøi o. s. v., hilste Admiral Nelson, og Løitnant Müller forlod Kahytten. Nelson forlod samme Eftermiddag «Elephant» for igjen at begive sig ombord paa sit egentlige Flagskib, Linieskibet St. George. Efter 10 Dages Ophold paa «Elephant» blev Løitnant Müller sat iland ved Charlottenlund. Under hans Ophold ombord vistes ham den største Forekommenhed saavel af Officierer som af Mandskabet, enhver passende Bekvemmelighed, som kunde haves ombord, erholdt han; blandt andet fik han eget Officierslukaf i underste Kahyt. Officiererne og flere af Besætningen udtalte oftere for ham Ønsket om et bestandigt Venskab mellem de Danske og Engelske. Officiererne paa «Elephant» fortalte ogsaa Løitnant Müller, at da den engelske Flaade passerede Sundet sydefter, viftedes der fra Helsingborg til den med hvide Lommetørklæder, idet der tillige yttredes det Haab, at de Engelske nu gik til Østersøen for at slaa Russerne. Efter Tilbud af en af de engelske Officierer, der i Tjenesteanliggender blev sendt ombord i Blokskibet Sjælland (Chef: Kaptein Harboe, der døde 1811 som Kommandørkaptein og Overlods i Slesvigs Distrikt), ledsagede Løitnant Müller ham ombord i dette Fartøi, hvis begge Sider fra for til agter var saa gjennemskudte, at man først ved nøiagtig Undersøgelse kunde komme efter, med hvilken Side Fartøiet havde ligget mod Fienden, og der fandtes ikke et Sted ved begge Batteriernes Sider, hvor en Person kunde have staaet skudfri under Bataillen. Den engelske Officer udbrød ogsaa: «By God! a ship such cut up has never been seen!»

Efter Slaget modtog Løitnant Müller flere hædrende Beviser paa sin Konges og sine Medborgeres Taknemmelighed. Han erholdt saaledes den i Anledning af Kampen prægede Guldmedaille [7], og en anseet Borger paanødte ham et Gulduhr. Saavel i Danmark som i Norge blev han indbuden til Æresfester i Anledning af Slaget, foranstaltede dels af hele Korporationer dels af Enkeltmand. Flere Sange dediceredes til ham, blandt andre en forfattet af en af hans Underordnede i Slaget.

I den Samtale, som Admiral Nelson efter Slaget havde med den dansk-norske Kronprinds (senere Kong Frederik den 6te), roste han overmaade de Dansk-Norskes Tapperhed og skal specielt have anbefalet en af de yngre Officierer til Forfremmelse, hvortil Prindsen svarede, at dersom han skulde gjøre alle sine tappre Løitnanter til Kapteiner, beholdt han ingen Løitnanter i sin Marine. Løitnant Willemoes blev snart nævnt og senere almindelig anseet for at være den af Nelson tilsigtede Officier. Der er imidlertid meget, som taler for, at Nelson mente Løitnant Müller, thi «Hajen» var blandt de Fartøier i Defensionslinien, som længst fortsatte Slaget, og laa lige under Admiral Nelsons Øine, medens Løitnant Willemoes med sit Flaadebatteri laa indenfor «Dannebrog» og «Hajen». Flydebatteriet ophørte med sin Skydning før «Hajen» og havde trukket sig tilbage. Müller var, som oven anført, den eneste af de paa Elephant værende fangne Officierer, som førtes ned i Kahytten og præsenteredes for Nelson, og hans Modtagelse og Behandling paa dette Skib var ualmindelig forekommende, ligesom hans Sabel ikke fratoges ham. Saa vidt vides skrev ogsaa det Rygte, hvorefter Nelsons hædrende Omtale skulde gjælde Willemoes, sig fra en Meddelelse i en Avis, som udgaves af en Slægtning af denne.

Efter Kapitulationen i September 1807 overlodes det til Müllers eget Valg, om han vilde forrette Tjeneste i Holsten eller i Norge. Han valgte det sidste, begav sig strax afsted og ansattes til Tjeneste under Chefen og Kommandanten for Fredriksværns Værft og Fæstning, Kaptein J. S. Fabricius. Under denne Ansættelse blev han i Løbet af Vinteren 1807--1808 stadigt anvendt til forskjellige tildels høist anstrængende Tjenesteforretninger; blandt andet bragte han midtvinters 50 engelske Krigsfanger fra Norge til Jylland i en meget daarlig seilende liden Koffardibrig, paa hvilken Expedition han mellem Fladstrand og Skagen maatte ride af en Storm fra SO. med Snefog, og endelig for at redde Skib og Mandskab beslutte sig til at landsætte Fartøiet ved Fladstrand. Nogle Dage efter fik han igjen Briggen af Grunden og seilede da tilbage til Fredriksværn. I April 1808 fik han Kommandoen over 4 Kanonchalupper og 6 Kanonjoller, og som Avantgarde ankom han med disse til Hvaløerne den 12te samme Maaned. Herfra blev han nu efter den høistkommanderende Søofficiers, Kommandør Lorents Fiskers, noget senere paafulgte Ankomst beordret til at foretage forskjellige Rekognosceringer ved den svenske Kyst og ind i de tilgrændsende Distrikter. Paa en af disse Ture tog han, omtrent 1 Mil inde i Landet, 19 Soldater tilfange af et der indkvarteret svensk Korps. Han deltog ogsaa i en rekognoscerende Affære ved Strømstad, ved hvilken Leilighed han havde det Hverv at dække Tilbagetoget med den af ham personlig førte Kanonchalup. I 1809 fik han Opsynet med Provisioners og andre Krigsfornødenheders Transport fra Sted til andet paa den norske Kyst og udnævntes i dette Aar til Ridder af Dannebrog. I Mai samme Aar fik han Kommandoen over en i Sandøsund stationeret Division Kanonfartøier og i Oktober over Briggen Lougen, med hvilken han krydsede mellem Færder og Lindesnæs og i Skagerak. Paa dette Togt opbragte han nogle fiendtlige Koffardiskibe.

I Løbet af dette Aar vare de tre engelske Orlogs-brigger «Snake» paa 18 Kanoner, «Nightingale» paa 16 Kanoner og «Gallant» paa 14 Kanoner blevne stationerede langs Norges nordlige Kyster, hvor de forstyrrede Fiskerierne og Handelen og hindrede den for disse Egne saa nødvendige Tilførsel fra Rusland. De plyndrede og hærjede, hvor der gaves Anledning, og begik de voldsomste Excesser. Skipper Peder Hjort Graa fra Christianssund, førende Sluppen Fortuna, 18 Læster, tilhørende Kjøbmand W. Dahl sammesteds, fortæller saaledes, at han paa Reise til Archangel den 20de Juni 1809 blev taget af Briggen Snake, der havde 100 Mands Besætning og kommanderedes af Kaptein Thomas Wang. Sluppen blev bemandet med 10 Mand og blev brugt som Kaper; Skipper Graa med 2 Matroser forblev ombord paa den engelske Brig indtil I0de Juli, da der blev ham overladt en Baad, som iforveien var taget fra nogle Fiskere under Landet ved Sørøen, og med hvilken han og Matroserne naaede Hammerfest. Om hvad der passerede under hans Fangenskab berettede Skipper Graa følgende :

«Sluppen, efterat den var bemandet og brugt som Kaper, kom tilbage med tvende Priser; den ene af disse var en norsk Jagt hjemmehørende i Christianssund og den anden en russisk Brig; begge uden Ladning. Med Kutterbriggen krydsede de ved Nordkap, hvor de traf en anden Kutterbrig paa 14 Kanoner, som havde en Prise nemlig en norsk Galeas. De to Orlogsbrigger signalerede til hinanden; og gik begge under Landet ved Maasø og om ved Ingøen, og saaledes krydsede de af og til indtil den 3die Juli, da de forlod hinanden. Om Aftenen tog Briggen, som Skipper Graa var paa, under Landet ved Kjørdvigen i Hammerfest Sogn med en armeret Baad 2 Fiskerbaade, hvorfra Fiskerne vare rømte iland, og om Natten havde de taget en Mand, mellem Ingøen og Sørøen, som der laa og fiskede, og som brugtes som Lods: Briggen holdt ind gjennem Sørøsundet, og medens de passerede samme den 4de Juli, kom 2 Finner i en Baad til Briggen med fersk Fisk, med hvem den ovenomtalte Lods talede paa finsk, hvorefter Finnerne igjen forlod Briggen. Den 5te Juli om Aftenen kom Briggen til Hasvig, hvor Kjøbmand Killengren er boende, men forinden den ankrede der, affyrede den nogle skarpe Skud med Kanon, og strax efter at Ankeret var faldet, blev der fra Kutterbriggen sat Folk iland, hvilke igjen kom tilbage med endel Rensdyrskind, Bukkeskind, Kohuder og 2 Sølvstøb med Fødder under. I de øvrige Dage, Briggen laa ved Hasvig, bragte dens Mandskab, som dagligt gik iland, med sig ombord Skindvarer, endel Smaakreaturer, 3 Svin, Tougverk saavel tjæret som utjæret, Krambodvarer, Fiskesnører, en Ederduns Overdyne, Fiskegarn, 1/2 Tønde Kringler samt Flesk, Smør, Brød og andre Madvarer, 1 Kasse The, Sukker, Talg samt nogle Kobberpenge, nogle Bankosedler og 1 Tønde Tjære. Om Mandskabet tog mere paa Hasvig, ved han ikke, men han saa, at Briggens Mandskab paa Land skjød efter Kreaturerne, hvoraf enkelte fik Skade. Briggen forlod Hasvig den 9de Juli og kom samme Dag under Hammerfest, hvor den var Byen paa Kanonskud nær og havde «Klart Skib», men strax efter vendte den udover og krydsede til den paafølgende Dag, da Skipper Graa forlod den».

Briggen Gallant løb ind under Hammerfest og angreb 2 smaa Batterier, som var anlagte af Byens Borgere og blev forsvaret af disse med saamegen Kjækhed, at «Gallant» maatte trække sig tilbage, men den vendte efter nogle Ugers Forløb tilbage i Forening med «Nightingale». Denne ankrede paa Pistolskuds Afstand fra det største Batteri paa høire Side af Indløbet, og «Gallant» lagde sig paa lignende Distance lige udenfor det mindste paa venstre Side af Indløbet opførte Verk, og begge begyndte nu en levende Beskydning med det Udfald, at Batterierne efter tapper Modstand maatte overgives, og med dem faldt ogsaa Byen i Fiendens Vold. De Engelske havde haabet her at finde kongelige Magasiner og andre Rigdomme, men fandt i det Sted kun en yderst fattig liden By, og i Harme herover mishandlede de Byens Borgere, ødelagde Husene og medtog, hvad de fandt tjenligt for sig. Selv Byens Kirke blev plyndret, og vilde Excesser blev begaaet. Ved Erobringen af Hammerfest havde de Engelske imidlertid sikkret sig en god Havn, hvortra de foretog røverske Exkursioner langs Kysten til saa liden Ære for det engelske Flag, at Chefen for «Gallant», efterat der om det Forefaldne var skeet Indberetning af Nordlands og Finmarkens daværende Biskop, Krogh, til den i Leith kommanderende engelske Admiral, ifølge en Krigsretsdom blev kasseret.

Det blev derfor besluttet at stationere en Søstyrke ved disse Dele af Kysten, og Kommandoen over denne, som i Aaret 1810 bestod af Briggerne Lougen og Langeland samt 3 Kanonskonnerter, og i 1811 af 4 Kanonskonnerter, 4 armerede Provideringsfartøier og et Kommandofartøi, blev betroet til Kapteinløitnant Müller, hvem det lykkedes at fordrive de fiendtlige Krydsere fra Kysten, hvorved han -- ligesom ogsaa for endel ved at konvoiere Koffardifartøier mellem Tromsø og Vardø -- bidrog til Handelens og Fiskeriernes Beskyttelse. Omtrent 20 Koffardiskibe blev desuden i Løbet af denne Tid af ham opbragte og afleverede til Prisretten i Trondhjem. Det vil lettelig indsees, at en Kommando, som den her omhandlede, var forbunden med særegne Vanskeligheder. Klimatet var som oftest haardt, der maatte kjæmpes med jevnlige Storme, og Farvandet var ukjendt og vanskeligt. Det var udtrykkelig paalagt Müller at gaa indenskjærs, og han var blottet for gode Søkarter og Beskrivelser. Han havde ingen anden Veiledning end Pontoppidans Landkart og de saakaldte kjendte Mænd, hvis Bekjendtskab til den lange Kyststrækning fra Trondhjem til Vardø dog ikke strakte sig videre, end at de -- stundom maadeligt nok -- med aaben Vind kunde føre Jagter og mindre Fartøier gjennem den urene Skjærgaard, men ikke, som her paafordredes, en Samling af mere dybgaaende Skibe. Ofte maatte han i den mørke og stormende Aarstid krydse i Tykke, Snefog og Mørke for at avancere eller i det mindste naa en betryggende Havn for Fartøierne, som desuden kun i ringe Grad var forsynet med Proviant. Stedse viste Müller sig imidlertid at være enhver selv den vanskeligste Situation voxen. Expeditionen i 1810 var naturligvis baade den vanskeligste og den interessanteste, og efter en af Briggen Lougens Fjerdekommanderende, Sekondløitnant Bodenhoff [8] given Beskrivelse af dette Togt fremsættes her følgende:

Tidlig i Foraaret 1810 fik Briggerne Lougen og Langeland Ordre til at anløbe Fredriksværn, for der at udrustes med alt, hvad der maatte findes fornødent for at kunne gjøre en Expedition til Finmarken. «Lougen» kommanderedes af Kapteinløtnant Müller og «Langeland» af Premierløitnant Thomas Lütken. I Fredriksværn blev begge Fartøier vel udrustede, Proviant ombordtoges for 3 Maaneder, og den 30te April lettede Briggerne fra dette Sted og tiltraadte Reisen. Efterat have anløbet Bergen, Christianssund, Bodø og Tromsø ankom Eskadren den 28de Juni til Hammerfest.

I Christianssund sluttede de 3 Kanonskonnerter Nornen, Valkyrien og Axel Thorsen sig til Briggerne. Disse Skonnerter var armerede med en 24£s Kanon forud og en -- Do. -- agter, bemandet med en Maanedsløitnant og 50 Mand hver. De havde fast Dæk, var 60 Fod lange og 16 Fod brede, samt stak 6 à 7 Fod i Vandet. De roedes med 30 Aarer; Masterne var til at lægge ned, skjøndt dette sjeldent blev gjort; de havde et lavt Banjerdæk, hvor Mandskabet opholdt sig og havde sine Køiepladse, samt agterud en liden Kahyt. I Betragtning af den svære Vægt paa Dækket var de ret gode Søfartøier. Kanonskonnerten Axel Thorsen holdt det i 10 Dage krydsende Landet af Sigte i Finmarken, og 2 Kanonskonnerter, som af de engelske Fregatter Belvedera og Nemesis i Juli 1810 erobredes under Stadt (hvorom senere) blev ikke alene først bragt over Nordsøen til Shetlandsøerne og senere til England, men blev meget roste af den engelske Officier, som havde Kommandoen over dem, og omendskjøndt han havde det Uheld en Nat, at den agterste Kanon, paa Grund af Ubekjendtskab med Surringsmaaden i stiv Kuling, ved en Overhaling kastedes ud af sin Rappert, lod han den surre i Læ paa Dækket uden synderlig Gene for Skonnerten.

Til Chef for disse 3 Skonnerter satte Müller sin Næstkominanderende paa «Lougen», Premierløitnant Wigelsen, og afsendte 2 af dem til Vardøhus med endel Koffardiskibe ladte med Provision og Ammunition til denne Fæstning. Kort efter fik Kapteinløitnant Müller Underretning om, at de engelske Brigger igjen havde ladet sig se ved Kysten; han lettede da fra Hammerfest og søgte Havn tæt under Nordkap, hvor han haabede ved Udkig fra Fjeldene at erfare de engelske Krydseres Antal og Styrke. Medens de norske Brigger laa paa Vestsiden af Nordkap, laa de 2 engelske Brigger Nightingale dg Gallant paa Østsiden, og ved en Rapport fra Løitnant Wigelsen blev Kaptl. Müller underrettet om, at han meget nær var bleven erobret med sin Konvoi af de fiendtlige Brigger, som han havde antaget for at være de norske. Han rapporterede tillige, at de fuldkommen blokerede Passagen mellem Nordkap og Nordkyn, og at flere russiske Fartøier, ladte med Fødevarer, blev opholdt østenfor Nordkyn, da de ikke turde vove sig over Fjorden. Ved denne Efterretning lettede Kaptl. Müller for at søge Fienden; men denne havde af nogle amerikanske Skibe, som vore Brigger kort i Forveien havde visiteret; faaet Underretning om disses Ankomst, og baade «Nightingale» og «Gallant» forsvandt pludselig. Efter forgjæves at have søgt Fienden østenfor Nordkap vendte Kaptl. Müller tilbage og ankrede igjen ved Ingøen, vestenfor nævnte Forbjerg, Den 8de Juli erobrede et fra «Lougen» udsendt Rofartøi en liden Slup, ladet med Tran og Mel, hjemmehørende i Bergen, som var tagen af «Nightingale» paa Høiden af Nordkyn. Den var besat af en Midshipman og 4 Matroser, som berettede, at ovennævnte tvende engelske Brigger i de sidste Dage havde krydset udenfor Nordkyn, og at der tillige paa disse Høider skulde være 2 Fregatter, som i Forening med Briggerne om kort Tid skulde gaa til Grønland for at konvoiere Hvalfiskfangere hjem.

Saaledes var nu disse Kyster igjen befriede, Havnene laa fulde af russiske Fartøier, Handelen blomstrede paany, og Indbyggerne fik de fornødne Vinterprovisioner, hvorved den truende Hungersnød forebyggedes. Kapteinløitnant Müller detacherede nu Eskadren paa forskjellige Krydsture med Ordre at indbringe til Hammerfest alle mistænkelige Koffardiskibe, og bestemte den 11te August til Samlingstiden for Nedseilingen. Den 13de August om Morgenen lettede ogsaa Eskadren fra Hammerfest, 16 Fartøier i Tallet, og et Par Dage efter dens Afseiling kom to engelske Fregatter udenfor nævnte By for at ødelægge den i disse Farvande værende norske Styrke, hvorom de vare blevne underrettede af de 2 engelske Brigger, som havde afløst dem ved Grønland. Faa Dages tidligere Ankomst af Fienden eller Kapteinløitnant Müllers længere Ophold vilde have været yderst skjæbnesvangert for Eskadren, som upaatvivleligt vilde blevet ødelagt, da der var fuldkommen Dybde for de engelske Fregatter til at løbe ind i Hammerfests Havn. Kaptl. Müller havde ogsaa forudseet det Tilfælde, at Fienden skulde indtræffe før hans Afseiling fra Hammerfest, og han havde taget de nødvendige Forholdsregler. Der var udsøgt bekvemme Steder iland, hvor Briggernes Kanoner skulde være placerede, og Kanonskonnerterne skulde anvendes som bevægelige Batterier.

Paa Sydturen førte «Lougen» i Regelen Eskadren og slæbte et svært tremastet ladet Bremerskib efter sig. «Langeland» sluttede Konvoien, medens Kanonskonnerterne var fordelte i Centret. Det vilde være altfor vidtløftigt at detaillere Eskadrens møisommelige Fremgang. Den 7de September ankom den til Bodø, den 19de til Fleinvær, hvor den forblev i 17 Dage paa Grund af stadige Storme og Regnveir. Den 6te Oktober lettede den fra Fleinvær og styrede sydover med stiv Kuling af NO. Med en Fart af 7 til 8 Mile løb den kjendte Mand Briggen paa et blindt Skjær ved Mangvær den 7de samme Maaned om Eftermiddagen. Skibets voldsomme og pludselige Stød syntes at forurolige Enhver, uden at dog noget yttredes. Kaptl. Müller sprang øieblikkelig til Hakkebrættet, hvorfra han praiede til Bremerskibet paa Slæbetoug, som stak 4 Fod dybere end «Lougen», at det skulde kaste Slæberen los og lægge Roret Styrbord, hvorved uundgaaelig «Lougen» reddedes fra at seiles isænk af Skibet, som ikke havde bemærket Briggens Stilling.

Nogle Forsøg gjordes nu med Stillingen af Seilene for om muligt derved at bringe «Lougen» af igjen; de forreste Kanoner kjørtes agterud, men da alt dette var frugtesløst, blev Seilene bjergede og beslaaede, Bramræerne nedtagne og Bramstængerne strøgne samt Kanonerne surrede i faste Tallier. En af Kanonskonnerterne og et ballastet Skib fik Ordre til at ankre ved «Lougen», hvorimod Briggen Langeland beordredes at fortsætte sydover med de øvrige Fartøer. «Lougens» Officierer og Overstyrmand udsendtes for at undersøge Skjærets Form, som blev fundet at være en Konus med rund Top, overmaade steilt paa Styrbords Side, hvilket var den Vei, Briggen maatte krænge over, da Vinden var Bagbord ind. Indtil midtskibs var Briggen løbet op, agtenfor var der Vand nok. Da Pumperne trak ubetydeligt, erfarede man, at Farteiet ikke havde faaet nogen betydelig Skade, men da der paa de Høider er betydelig Ebbe og Flod, og Vandet var i Faldende, ventede Chefen, at naar Vandet var faldt fra Briggen, vilde den kantre. For at. støtte Briggen saameget som muligt blev det sværeste Varpanker bragt til det nærmeste faste Skjær og nedgravet i omtrent en Kabellængdes Afstand. De to sværeste Kabeltouge blev forenede, og Tampen af det ene fastgjordes i Varpankerets Røring, medens den anden Tamp bragtes ombord, kastedes til Spils og blev hævet stiv. Svære Stropper blev paaslaaet Kabeltouget saa langt fra Skibet som muligt, for at i disse Store- og Fokke-Sidetakler netop kunde huges, hvorefter Løberne kastedes til Spils og stivhaltes. Kabeltougene kom saaledes til at vise i en Slags Hanefod fra Toppen midt imellem begge Master. Begge Sværankerne blev af Kanonskonnerten ført agterud og Tampen af Ankertougene vist ind gjennem de agterste Porte. Med Utaalmodighed ventede man den anstundende Nat, da paa Udfaldet af den alles Haab beroede. Eftersom Vandet faldt, krængede Briggen mere og mere over, hvorved Kabeltougene mere og mere stivnede, indtil de tilsidst aldeles bar den. Alle Mand var paa Dæk i spændt Forventning. Briggen krængede nu saameget, at det var umuligt at staa paa Dækket; Chefen, Officiererne og Mandskabet laa hele Natten til Luvart mellem Kanonerne, hvor Stræktouge var strakt fra for til agter. Det læ Finkenet med flere af Vevlingerne var under Vand, men længere kom Briggen heller ikke, da Sidetaklerne nu bar den. Det blæste en Bramseils-Kuling hele Natten; havde Kulingen tiltaget, vilde neppe nogen Forholdsregel have reddet Briggen, da der kun var 3½ Fod Vand paa Skjæret med laveste Vande om Bagbord, hvorimod der om Styrbord var meget dybt. Som et Bevis paa med hvilken Kraft, Briggen laa i Sidetaklerne, bemærkes, at Bougsprydet, hvorpaa hele Vægten faldt, (da Varpankeret viste noget agterefter) var knækket ved Fokkestagstrop, hvilket først senere opdagedes. Da Vandet igjen steg, og Briggen derved reiste sig, begyndte Arbeidet ombord, saasnart ske kunde, med Læmpning, Vandets Styrtning o. s. v., men da Springtiden var i Aftagende, maatte man frygte, at Briggen ikke skulde kunne hives af. Kaptl. Müller havde derfor allerede forudseet dette Tilfælde og derfor bestemt, at en Officier tilligemed Regnskabsføreren og endel af Mandskabet skulde være bleven tilbage med det ballastede Koffardiskib for at aftakle og oghugge Briggen samt ombordtage Seil, Takkelage samt alt, hvad som kunde reddes, medens han selv med Resten af Besætningen vilde indhente Konvoien med Kanonskonnerten. Al Anstrængelse blev gjort for ved høieste Vande at hive Briggen af; Kanonskonnertens Mandskab blev taget ombord, Stængevinderebsgierne blev sat paa Kabeltouget for at hjælpe Omhivningen, da der ikke var Plads i Bommene om Spillet til saamange Folk. Endelig kom det kritiske Øieblik, det gjaldt om, at alle Mand med Enighed brugte sine Kræfter; nogle faa kraftige Ord fra Chefen, som sjeldent tiltalte Mandskabet, havde den forønskede Virkning. Enhver anstrængte sig til det yderste, og efter flere mislykkede Forsøg gled Briggen af Skjæret under et almindeligt og enthusiastisk Hurraraab.

Efter 2 Dages Forløb var «Lougen» igjen seilklar, og 7 Dage senere var Konvoien indhentet i Sandsvær. Her blev Konvoien opholdt af Modvind i flere Dage, og man begyndte at frygte total Mangel paa Proviant, da Vinden pludselig den 17de Oktober om Eftermiddagen sprang om til NV. med stiv Kuling. Under disse kritiske Forhold vilde Kapteinløitnant Müller ikke forsømme denne Anledning, og skjøndt det allerede var sent paa Dagen, lettedes strax i det Haab med Konvoien at naa nærmeste Havn søndenfor, forinden Mørket faldt paa, et Haab, som imidlertid paa Grund af Koffardiskibenes sene Letning ikke opfyldtes, hvilket var saameget mere ubehageligt, da det var mørk Maane. «Lougen» førte an som sædvanlig, dog uden at have noget Fartøi paa Slæb. Lanternerne var tændte i Store-Mærs for at veilede Konvoien, Briggen førte enkeltrebet Mærsseil og Fok i næsten plat Seilads med stiv Kuling og Smaaregn. Pludselig raabte den kjendte Mand, som stod forud paa Bakken ved Siden af Chefen, under Taarer og Fortvivlelse, at han havde mistet sine Mærker og ikke vidste, hvor han var. Med den største Fatning beordrede Kaptl. Müller, at Lanternerne i Mærset skulde slukkes for ikke at vildlede de andre Skibe, hvorefter han med Godmodighed søgte at forjage den Frygt, som fuldkommen havde grebet Kjendtmanden, og som maaske var end mere forøget, da det var saa kort efter, at han havde foraarsaget Briggens sidste Uheld. Müller søgte at vække Kjendtmandens Selvtillid, som aldeles havde forladt ham. Den største Stilhed herskede ombord, og Enhver ventede paa med Hurtighed at udføre de Ordres, Chefen maatte give, da der fra Fortoppen blev raabt, at Brændinger kunde høres forud. Kaptl. Müller. forlod nu Kjendtmanden for selv at handle, da alle Forsøg paa at bringe ham til Fatning var forgjæves. Fokken blev opgivet, Mærsseilene lagt paa Rand, Ankertouget kastet til Beddings med Stoppere paa, Roret lagt Styrbord, Klyveren halt ned, og Ankeret faldt og blev hængende i Beddingsslaget. Omringet af Skjær og Braad uden i Mørket at kunne opdage nogen Aabning beordrede Chefen, at Mærsseilene skulde opgives og beslaaes, og styrede paa den laveste Fjeldstrækning, hvor han formodede den største Udgrunding. Hans Fatning og Koldblodighed belønnedes som det burde, idet Ankeret tog Bund, og Briggen svingede op med Agterenden fri af Brændingen uden at komme til Skade. Officierer blev udsendt i Baade for at lodde; Ankeret stod paa 12 Favne Vand, og Briggen red paa 4 F avne. At Briggen her blev reddet, skyldtes udelukkende Müllers Koldblodighed, som bevirkede, at Enhver ombord følte sig rolig og tryg, og med Stilhed og Raskhed blev enhver Kommando udført. Dagbrækningen den 18de frembragte kun liden Trøst, da man fandt, at Briggen laa i en liden Bugt, hvorfra ikke kunde varpes, da der udenfor Ankeret var meget dybt med Klippegrund. Briggen maatte ved Letningen falde Styrbord over, og her løb ud et Skjær, som man maaske kunde ligge forover, dersom Manøvren blot blev udført med største Hurtighed. Afstanden til Grunden var kun kort; det var derfor om at gjøre at løbe Ankeret op uden Hindring for at undgaa Sakning, og naar det slap Bunden, og Briggen begyndte at falde, da strax at løbe Forræerne om og sætte Underseilene for øieblikkelig at faa saamegen Fart som mulig. Kaptl. Müller opmuntrede Mandskabet til ret at anstrænge sig, for at Hensigten kunde opnaaes, roste det for den hidtil stedse viste Nidkjærhed i Tjenesten og forklarede det, hvor vigtigt det var, at Enhver med Hurtighed og Kraft udførte de givne Ordres. Hans Opmuntring og Tiltro var ikke spildt, saavel Officerer som Mandskab blev fulde af Iver, Ankeret blev løbet op uden Stands, og istedetfor Sakning fik Briggen lidt Fart. Den begyndte at falde, Forræerne blev hurtigst muligt ombraste og Underseilene tilsatte. Alt var kant med den største Hurtighed, og taus ventede Enhver paa Udfaldet. Briggen klarede Grunden, men var saa nær den yderste Kant, at Overstyrmanden, som loddede, forsikrede, at kun Briggens Krængning reddede den fra at støde. En af Baadene, som slæbte efter; fik en Styrtning af Braaddet, som næsten fyldte den.

Konvoien, som var bleven adspredt, blev snart igjen samlet, og Kursen fortsattes uden videre Hændelser sydover, og den 23de Oktober ankredes i Christianssund.

«Saaledes», siger Løitnant Bodenhoff, «endtes denne besværlige Expedition, hvis heldige Udfald bibragte Kapteinløitnant Müller sine Foresattes Agtelse, sine Kammeraters Ros og sine Underhavendes Berømmelse og Hengivenhed», og som Bevis paa hvilken Tiltro Udførelsen af denne Expedition havde skaffet ham, fik han atter det næste Aar Kommandoen over en ny Nordlands-Expedition, der, som oven anført, bestod af 8 mindre armerede Fartøier.

Angaaende dette Aars Togt skal her kun omtales et Par Smaaaffærer, som de 2 mellem Sværholt og Nordkyn stationerede Kanonskonnerter Nornen og Valkyrien havde med Fienden. Den første af disse kommanderedes af Maanedsløitnant Fasmer og den anden af Maanedsløitnant Fæster.

Under 7de August 1811 indsendte Kapteinløitnant Müller følgende Rapport:

«Dateret 12te forrige Maaned har jeg modtaget Rapport fra Maanedsløitnant Fasmer saalydende: Den 11te Juli, ONO-lig Vind, laber Bris, passerede jeg Nordkyn efter først ved Udkig fra Land at have forsikkret mig om, at intet fiendtligt var i Sigte. Jeg havde Galeasen Forsøget, ladet med cirka 900 Tønder Rug for kongelig Regning, paa Slæbetoug. Lidt østenfor Sværholt i disig Luft fik jeg en Brig i Sigte i Vest, 3 à 4 Mile fra os, som styrede paa Helnæs. Jeg holdt østenom Sværholt og sendte Maanedsløitnant Fæster iland, som kom ombord igjen og berettede, at bemeldte Brig holdt lige paa Kjelvig med hvidt Flag paa Stortoppen og dansk Flag under Gaffelen, og at den forekom ham som en Koffardimand. Jeg sendte en Expres til Kjelvig for at indhente Underretning med Ordre at søge mig ved Sværholt eller paa Passagen mellem dette og Kjelvig. Vinden OSO og SO, frisk Kuling; jeg løb vestenom Sværholt for at holde langs Landet ind til Porsangerfjord. Natten til den 12te Juli, omtrent 2 Mile NNO. fra Sværholt, fik jeg Stille og bemærkede 3 Barkasser søndenfor mig omtrent 1 Mil af, som holdt paa Aarerne. Jeg kastede da Slæberen los og søgte bemeldte Barkasser, som ved min Nærmelse roede over til Kjelvig. Da jeg -ikke kunde ro dem op eller standse dem med 3. skarpe Skud, tog jeg igjen Galeasen paa Slæbetoug og forsøgte at bugsere Porsangerfjord ind, men uden at avancere. Da jeg saaledes intet Haab havde om med Stille at kunne faa nogen Havn, fandt jeg den eneste Udvei at være at attakere Briggen i Kjelvig, for at Galeasen under Affæren muligt ved en opspringende Vind kunde komme bort af dens Omkreds. Jeg kastede Slæberen los, beordrede Galeasen at stræbe at avancere ind i Fjorden, samt i Tilfælde at han saa, at han vilde blive taget, da at synke Galeasen. Jeg roede derpaa ned til Kjelvig, og da jeg kom paa Skud nær, skjød jeg et skarpt Skud under dansk Flag. Strax demaskerede Briggen sit Batteri, strøg det danske og heiste det engelske Flag og gav mig Laget, som jeg besvarede fra mine 2 underlagte Kanonskonnerters forreste Kanoner. Efterat Affæren bavde varet i omtrent ¼ Time, sprang en frisk nordlig Vind fra Landet, hvorved Briggen kappede og holdt ud til mig. Sat ud af Stand til ved Kulingens Tiltagende at manøvrere Kanonskonnerterne med Aarerne, og under Seil næsten uden Forsvar paa Grund af Skonnerternes slette Seilads i Forhold til Briggen og omtrent 2 Mile fra Galeasen, troede jeg det min Pligt at stræbe at redde Skonnerterne, da jeg forudsaa, at jeg ved at søge at redde Galeasen vilde opoffre disse. Jaget af Briggen søgte jeg ind til Rebvaag, hvor jeg indkom om Eftermiddagen, da Briggen forhindrede mig i at komme Porsangernæsset forover. Jeg maatte nu se paa, at Galeasen blev taget og bragt ind til Kjelvig, hvor Briggen ligeledes gik tilankers. Briggen havde 10 Kanoner i Laget; under Affæren bemærkede jeg desværre, at Briggens Kugler rækkede langt forbi Kanonskonnerterne, medens disses Kugler neppe naaede den.

Ligeledes har jeg modtaget Rapport, dateret 1ste August, hvis væsent1ige Indhold er følgende: Den 1ste August om Aftenen Kl. 10, Vinden vestlig med Byger, blev de tvende Maanedsløitnant Fasmer anfortroede Kanonskonnerter, med hvilke han laa tilligemed 3 russiske Fartøier, indehavende Mel, i Havnen Tømmervigen, tæt østenfor Sværholt, angrebne af en fiendtlig Fregat efter Skjøn paa 44 Kanoner. Efterat Affæren havde varet omtrent 1 Time, holdt Fregatten af i NO, formodentlig til en anden fiendtlig Fregat og en Orlogsbrig, som under Affæren var seet paa Høiden af Nordkyn. Hverken Kanonskonnerterne eller sammes Besætninger har faaet nogen Skade, hvilket Maanedsløitnant Fasmer især tilskriver, at Fienden skjød for høit, da alle hans Kugler gik over Kanonskonnerterne. Da Maanedsløitnant Fasmer roser Chefen for Skonnerten Valkyrien, Maanedsløitnant Fæster, og Besætningens Forhold paa begge Skonnerterne, hvilke var halt tæt paa Siden af hinanden for desto lettere at kunne afslaa en mulig forsøgt Entring, tillader jeg mig underdanig at anbefale disse tilligemed Maanedsløitnant Fasmer.

Kommandojagten Svanen under Seil
mellem Sørvær og Hammerfest».

Denne Anbefaling bevirkede, at begge ovennævnte Maanedsløitnanter under 20de Februar 1812 udnævntes til Dannebrogsmænd.

Den saagodtsom uafbrudte Aands- og Legemsanstraengelse, hvormed Opholdet i Finmarken og Expeditionen i det Hele var forbunden, i Forbindelse med det haarde Klimat, hvori Kapteinløitnant Müller der maatte færdes, nedbrød i den Grad hans Helbred, at han paa Hjemreisen i Aaret 1811 blev angrebet af en heftig Nervefeber, som paa Høiden af Tromsø endog for længere Tid aldeles berøvede ham Bevidstheden. Følgerne af denne Sygdom overvandt han kun langsomt og først efter Aars Forløb.


  1. Johan Olfert Fischer døde i 1829 som dansk Viceadmiral.

  2. Det her omtalte Batteri Qvintus (paa Amager) var monteret med 3 à 4 Stykker Morterer af grov Kaliber. Besætningen bestod af borgerligt Artilleri, og Chefen for Batteriet var en af Kjøbenhavns Borgere ved Navn P. M. Johansen, en Mand med godt praktisk Blik, og som dreven af egen Lyst havde lagt sig noget efter Artilleri-Videnskaben. Johansen saa, at de kastede Bomber naaede frem og faldt mellem de fiendtlige Skibe, som samme Aften vare ankrede søndenfor Middelgrunden og laa der i en Klynge hele Natten i Havblik. Havde man vedblevet med denne Bombekastning, er det meget rimeligt, at de Engelske vilde have lidt betydelig Skade, men uheldigvis kom Chefen for det danske Artilleri, General Mecklenburg, til Batteriet og befalede, at man skulde ophøre med Kastningen, da han ansaa Afstanden for stor. For at faa denne høist generende Bombekastning til at ophøre, havde de Engelske ogsaa fra deres Bombarderfartøier kastet Bomber mod Batteriet, men kun med svag Ladning, saa at de ikke kunde naa frem, for saaledes at bibringe de Danske den Tro, at heller ikke deres Bomber naaede Maalet. (Dette blev mange Aar senere fortalt en af de norske Officerer af den engelske Kaptein Brisbane, som deltog i Slaget som Chef for den engelske Brig Cruiser).

    Ovennævnte Johansen kom i 1807 op til Norge, blev i 1808 udnævnt til Maanedsløitnant og ansat som Næstkommanderende paa det ved Vallø Saltverk opkastede Landbatteri, hvor han forblev til Fredsslutningen i 1814, hvorefter han fik fast Ansættelse i den norske Marine som Artilleri-Tøihusløitnant ved Fredriksværns Værft og hvor han døde i 1848. En af hans Sønner er nuværende Chef for Marine-Departementet, J. L. Johansen.

  3. For nærmere Beskrivelse af dette mindeværdige Slag henvises til «Jacob Aalls Erindringer» og «Kapteinløitnant H. J. Müllers Søkrigshistorie».

  4. Glattons Chef var Kaptein William Bligh, der døde i 1817 som Admiral, og som i 1787 som Chef for Briggen Bounty i Sydbavet af sin oprørske Besætning blev sat tilligemed 18 ham tro blevne Mand i en aaben Baad, hvormed de efter en overmaade farlig og besværlig Reise af 47 Dages Varighed naaede den hollandske Ø Timor.

  5. Carl Adolph Rothe døde i 1834 som Kontreadmiral i den danske Marine. Han var Næstkommanderende paa Linieskibet Prinds Christian Frederik, som ødelagdes i Fægtning med en overlegen engelsk Magt under Sjællands Odde i Marts 1808, hvor han mistede sin venstre Arm. I denne Kamp faldt ogsaa ovennævnte Peter Willemoes.

  6. Thomas Fasting, født 1769, blev Sekondløitnant 1789, Premierløitnant 1796, Kapteinløitnant 1804, Kaptein 1809, norsk Kommandør 1814, Statsraad og Chef for Marine-Departementet i Marts 1815, og døde i Christiania den 21de November 1841.

  7. Denne Hædersmedaille blev givet til Officiererne i Guld og til de af Mandskabet, som havde udmærket sig, i Sølv tilligemed en aarlig Gave af 15 Rdl. Kommandør Olfert Fischers Medaille var besat med Brillanter.

  8. Se Affæren ved Tromsø i 1812.