Affæren ved Stadt i Juli 1810.

I Aarene 1808, 1808 og 1810 kommanderedes den bergenske Afdeling af Kanonflottillen af Premierløitnant Johan Bjelke, som havde stationeret en Division under Sekondløitnant H. Dahlerup ved Stadt for at forsvare Kysten dersteds. Denne Division, som bestod af Kanonskonnerterne «Balder», Chef: Løitnant Dahlerup, «Thor». Maanedslsitnant B. Rasmussen og Kanonjollen No. 5, Maanedsløitnant E. Dietrichsen, blev i Juli 1810 angrebet af Barkasser fra 2 udenfor Stadt krydsende engelske Fregatter. Efter en halv Times Kamp maatte begge Kanonskonnerterne overgive sig, medens Kanonjollens Mandskab reddede sig ved at sætte den paa Land.

Sekondløitnant Dahlerups Rapport om denne Begivenhed er dateret 25de Juli 1810, skrevet ombord paa Fregatten Belvedera og saalydende:

«Med dyb Følelse af min Ulykke maa jeg herved tilmelde Deres Velbaarenhed, (Rapporten er stilet til Premierløitnant Bjelke), at de mig betroede Kanonskonnerter Balder og Thor samt Kanonjollen No. 5, Mandagen den 23de Juli, blev tagne af de tvende engelske Fregatter Belvedera, 46 Kanoner og 250 Mand, kommanderet af Kaptein Byron, og Nemesis paa 36 Kanoner, 200 Mand, kommanderet af Kaptein Terris.

Kaptein Byron har tilladt mig i Korthed at melde Deres Velbaarenhed denne min ulykkelige Skjæbne.

Søndag den 22de kom benævnte Fregatter her under Kysten med frisk Kuling af nordlig Vind og forblev her tæt under Land til Mandag Middag, Kl. 1, da de med jevn Bramseilskuling af sydlig Vind holdt begge for fulde Seil ind Ulvsvaagen. Da jeg saa, at Fregatterne udsatte en Mængde Fartøier og tillige styrede ind efter, formodede jeg, at deres Hensigt var at angribe den her stationerede Forsvarsstyrke, hvorfor jeg søgte at postere Kanonfartøierne paa det fordelagtigste for at udholde Angrebet af en os saa overlegen Fiende, hvilken jeg ingen Mulighed saa i at undgaa, da Fregatterne var i Læ af mig og deres bevæbnede Slupper avancerede stærkt paa os. Jeg krydsede mig derfor op i en Vig, kaldet Sørpollen, hvis Dybde og Sneverhed vilde betrygge mig for Fregatternes Batterier. Kl. 5½, da jeg var kommen omtrent midt i Pollen, var Fregatterne inde paa Ulvsvaagen ved den østre Side af Silden, og deres Slupper, 7 i Tallet, paa Skud nær fra begge Kanonskonnerterne. Jeg gav da Ordre at begynde Bataillen; Fienden besvarede vor Ild med 4 Stk. 18 £s Karonader og roede stærkt ind paa os, da Kulingen forhindrede Skonnerterne fra at avancere. Ved at afviske Kanonen efter det andet Skud fra Kanonskonnerten Balder, afbrækkedes Viskeren i Kanonen, hvorfor jeg, medens de arbeidede med at faa denne i brugbar Stand igjen, bragte den forreste Kanon til at bære, men ved første Skud med denne sprang Brogen, hvorpaa jeg atter dreiede Skonnerten for at faa den agterste Kanon, som imidlertid var bragt istand igjen, til at bære, men ved disse Standsninger, foraarsaget ved at dreie Skonnerten rundt, fik Fienden Tid til at avancere paa os, og efterat Fægtningen havde varet en halv Time, var Fienden paa Pistolskuds Distance og begyndte en levende Musketild. Da jeg saa Umuligheden af at afslaa Entringen med det ringe Antal Haandgeværer, jeg kunde sætte imod Fiendens, og denne allerede var saa nær, at jeg ikke kunde affyre min Kanon, førend de var mig paa Siden, strøg jeg Kl. 6 Efterm. for ikke at opoffre Mandskabet uden Nytte. Paa samme Tid strøg Kanonskonnerten Thor. Da Fienden havde besat Skonnerterne, roede de med deres Slupper ind til Kanonjollen No. 5, hvilken efter et Kvarters Forløb blev tagen; dog var Jollen sat paa Grund og Folkene flygtet iland, saa Fienden saa sig nødsaget at sprænge den i Luften. Kl. 10 om Aftenen, da Skonnerternes Mandskab var bragt ombord paa Fregatterne, seilte disse tilligemed Skonnerterne.

Fiendens Styrke anvendt imod mig var 140 til 150 Mand, alle bevæbnede med Geværer, Pistoler og Huggerter i 7 Fartøier, hvoraf 4 var armerede med 18 £s Karonader.

Kanonskonnerten Thor har 3 Mand dræbte, og en Mand har faaet Armen afskudt i Skulderen, om hvis Liv intet Haab haves. Paa «Balder» haves ingen saaret eller dræbt.

Maanedsløitnant Rasmussen viste under denne ulykkelige Affære al mulig Mod og Aktivitet; kun gjør det mig ondt, at jeg maa melde Deres Velbaarenhed, at jeg hos Mandskabet paa begge Skonnerterne savnede det Mod og den Hurtighed, som kunde fordres af dem.

Om Kanonjollen No. 5 kan jeg intet melde, da den ved at skille sig fra mig maatte udholde et eget Angreb, hvortil jeg ei var Vidne, og som den ene var for svag til at udholde.

Den Plads, jeg valgte, var efter de til vor Ulykke sammenstødende Omstændigheder den eneste, jeg med Rimelighed kunde vælge til at postere Fartøierne. Jeg kunde der vente Assistance af Kystværnet, da Fienden roede tæt under Fjeldene ved Osmundsvaag, men kun faa af dem var at se der, og ingen armerede med Skydegevær. Paa Retirade var der ikke at tænke, da Fregatterne var i Læ af os, og Skonnerterne med den Kuling ikke kunde undgaa Slupperne.

Dette er den ulykkelige Affæres Gang. Jeg sender denne Rapport med Løitnant Christie af det bergenhusiske Regiment. Han blev tagen med en Nordfarer-Jægt den 24de Juli og har nu erholdt Tilladelse at fortsætte sin Reise til Christianssund.

Efter Kaptein Byrons Sigende er Fregatternes Krydstogt ude om 8 Dage, da de vender tilbage til England.»

I sin Rapport af samme Dato siger Maanedsløitnant Dietrichsen, at da Kanonskonnerterne maatte overgive sig, ansaa han det for raadeligst og Pligt at lade sætte Hul i Kanonjollen og landsætte med den for ikke at falde i Fiendens Hænder, og han reddede sig og sit Mandskab ved at flygte i Land, idet han medtog endel af Haandarmaturen, uden at Nogen af dem havde faaet nogen Skade. Efter meget Arbeide med at faa Kanonjollen af Grunden, maatte Fienden med uforrettet Sag igjen forlade den efter at have sat Ild paa den, hvorpaa den sprang i Luften Kl. 11 om Aftenen. Fienden forføiede sig derpaa bort efterat have begaaet mange Røverier paa endel Handelsfartøier og efter at have bemestret sig tvende Jagter. Maanedsløitnant Dietrichsen begav sig med sit Mandskab til Osmundsvaag og reddede den derværende oplagte Proviant, som bragtes til sikkrere Sted.

I den Følgeskrivelse, hvormed Løitnant Bjelke indsendte disse Rapporter til Chefen for Norges Søforsvar, Kontreadmiral L. Fisker, klager han over Kystværnet og skriver blandt Andet:

«Dette Uheld var vist ikke skeet, dersom Kystværnet havde opfyldt sin Skyldighed; thi, som af Løitnant Dahlerups Rapport fremgaar, stolte han paa dette og søgte derfor ind i Sydpollen.

Til hvilke slette Anførere Kystværnet er betroet, vil Hr. Admiralen bedst kunne se af følgende Ordres fra den derværende Divisionschef, Præsten H., og Sektionschefen F..

«Da tvende fiendtlige Fregatter krydser ved vore Kyster og var her igaar ganske inde hos os og borttog ved deres mange Barkasser vore Kanonbaade, og jeg der ved lærte at indse, at de kunne i et Øieblik landsætte maaske 1000 Mand, bevæbnede ikke alene med Haandgeværer men og med smaa Kanoner, saa indser jeg, at paa saadanne vil ethvert fiendtligt Angreb fra Kystværnets Side ei alene blive frugtesløst, men endog have de sørgeligste Følger. DHrr. Sektionschefer vil altsaa foranstalte strax bekjendtgjort i Deres Sektioner, at om bemeldte Fregatter skulde landsætte Barkasser bemandede, enhver Mand bliver roligt i sit Hus, da man af Erfaring har lært, at han næsten aldrig røver privat Eiendom. Dog maa stedse holdes de befalede Vagter og Varder, alle at være i bedste Stand, paa det de ved enhver fiendtlig Landgang kan strax anstikkes og enhver blive underrettet om Fiendens Nærmelse, paa det de dog kunne faa Tid at skjule deres bedste Sager.

Sællø Præstegaard, den 24de Juli 1810.

H.»

«Fra Divisionschefen er mig indløben Ordre at bekjendtgjøre, at enhver Mand skal være hjemme i sit Hus og tillige afsende sine bedste Sager, hvor der tvivles for fiendtlig Landgang, da Fienden er for Tiden saa stærk, at intet Kystværn kan blive samlet til nogen Modstand. Derfor beordres Alle og Enhver ikke at møde paa noget bestemt Sted, men ene og alene være vaagne og oppasse hver sine Eiendele paa sikkreste Maade.

Moldøen, den 26de Juli 1810.

F.»

Paa det indstændigste maa jeg derfor anmode Hr. Admiralen om, at Kystværnet i Bergens Stift bliver sat paa en bedre Fod, især noget fra Byen, da det er en Umulighed, at saa faa Kanonfartøier kan forsvare Kysten, og disse maa blive et Offer for enhver overlegen Magt, naar de ei faar og sikkert kan stole paa Hjælp fra Land. Varderne ved Silden blev først tændte 2 Timer før Affæren; i den Tid kunde dog et Par hundrede Mand være samlet, og havde disse blot været opstillet langs Kysten, havde Fienden neppe vovet sig saa langt ind.

Af Kanonskonnerten Balders Besætning er 3 Mand undkomne, Baadsmanden og en Matros reddede sig ved Svømning, og en Matros laa syg iland.

Den 22de var Fienden iland paa Stadtlandet og blev der underrettet om Kanonfartøiernes Ophold i Silden. Fra Gidskø paa Søndmøre skal Fienden have faaet 2 Lodse, foregivende at være Amerikanere, ladte med Salt, bestemte til Trondhjem.

Den 24de opholdt begge de tagne Skonnerter sig i Silden under dansk Flag og bemestrede sig derved 2 Fartøier, som søgte Beskyttelse hos dem, da begge Fregatterne holdt det krydsende udenfor. Ved Expeditionen var Baadene stærkt bemandede baade med Matroser og Soldater, hvilke sidste i Begyndelsen af Attaken laa skjult under Tofterne.

Af Kanonjollen No. 5 haaber jeg at faa Kanonen, endel brugbart Jern og Sømmer reddet.»

Der var flere Exempler paa, at Løitnant Bjelke havde Ret i sin Klage over Kystværnet i Bergens Stift. Under 27de September 1810 indberettede saaledes Toldbetjent og Divisionschef ved Kystværnet Erdmann følgende :

«Den 25de September 1810 indløb Rapport til mig fra Sektionschef Eriksen, at tvende fiendtlige Barkasser havde udtaget en norsk Galeas af Bekkervigs Havn. Jeg reiste da strax til Brandesund, som ligger 3½ Mil fra mit Hjem, og ankom dertil Kl. 5 om Eftermiddagen. Ved Ankomsten til Brandesund forefandtes samlet Sektionscheferne Irgens, Eriksen og Klokker Simonsen foruden endel Underofficierer og Kystværnsmandskab, ialt omtrent 150 Mand. Ungefær en halv Mil fra Brandesund saaes det omhandlede Galeasskib og tvende Barkasser drive for en svag VSV-lig Vind for at krydse ud af Fjorden. Fra det Sted, hvor Skibet og Barkasserne befandt sig, til den yderste Odde af Landet, ved Havet kunde omtrent være 1/4 Mil. Da jeg saa, at Galeasen og Barkasserne ikke avancerede noget, da Vinden var næsten stille, spurgte jeg Sektionschef Irgens, hvorfor han ikke allerede havde kommanderet sin Sektion at gaa i Baade forat gjøre Forsag om muligt at tage Galeasen fra Fienden igjen, hvortil Irgens svarede, at Folkene neppe vilde gaa i Baadene. Jeg sagde da, at de nok vilde gaa, naar jeg talte til dem, hvorpaa jeg gik op paa Brandesunds-Bryggen og raabte høit til det forsamlede Kystværn, at vi alle skulde gaa i vore Baade, ro ud imod Galeasen og forsøge, om Fienden vilde lade sig afskrække til at forlade Skibet. Da fremstod Kystværns-Tambur Peder Olsen Helland af 4de Sektions 2den Afdeling, og, i en bestemt, stiv Tone svarede han, at ingen vilde gaa i Baad og sætte Livet til for en Galeas Skyld. Jeg foreholdt Peder Helland det urigtige i hans Fremgangsmaade ved at nægte den Ordre, han var forbunden at adlyde, men han svarede trodsig, at ingen skulde gaa i Baad, og derpaa raabtes hist og her iblandt det forsamlede Folk, at ingen vilde gaa i Baadene. Jeg begjærte, at den største af de tilstedeværende omtrent 30 til 40 Smaabaade, paa hvilke Folkene var ankomne til Brandesund, maatte sættes ud og bemandes med 14 à 16 Mand i den Hensigt at ro ud sammen med flere andre Baade imod Barkasserne for at erfare, om Fienden lod sig afskrække, eller om han vilde sætte sig til Modværge, og sagde jeg til Folkene, at jeg skulde være den første, som nærmede mig Fienden, om det blev nødvendigt, hvilket ikke var rimeligt, og forsikkrede tillige, at vi ikke skulde ro Fienden paa Skud nær, men alene vise os i Masse for at bortskræmme ham, hvorved vi vilde erhverve os Hæder og Fordel. Skulde Fienden byde Modstand, kunde vi jo strax begive os til Land og ikke indlade os i nogen Fægtning paa Søen. Alle mine Bestræbelser var imidlertid frugtesløse. Jeg beordrede da Sektionschef Eriksen at kommandere de Folk, som var forsamlede paa Brandesundssaaten. Eriksen svarede, at han nok skulde kommandere dem i Baad, men at han tvivlede, paa, at de vilde adlyde, hvilket ogsaa blev Tilfældet. Da jeg saaledes saa mig blottet for alt Haab om ved Kommando at udrette noget, gjorde jeg atter Forsøg ved Overtalelser at formaa Folkene til at opfylde deres Pligt og forestillede dem Straffen for Overhørighed; men Underofficier Knud Jensen Helland af 4de Sektions 2den Afdeling svarede bestemt, at det aldeles ikke skulde ske, at nogen af dem gik i Baad mod Engelskmændene, enten jeg saa befalede det eller ikke. Af det forsamlede Kystværnsmandskab var omtrent 120 forsynet med Geværer og 10 skarpe Skud hver, Resten var armeret med Spyd.

Jeg forblev i Brandesund Natten over; en Del af Folkene reiste hjem om Aftenen, men de fleste forblev i Brandesund for at se, om Fienden vilde nærme sig Landet. Om Morgenen efter saaes Skibet og Barkasserne noget ude paa Søen, men da det var Bygeveir, saa at det ikke var gjørligt at ro ud mod Galeasen, reiste jeg med de tilbageblevne af Kystværnet hjem.

Det bemærkes, at Sektionschef, Klokker Simonsen, med sine underhavende Kystværn efter Ordre begav sig i Baad og var færdig at ro ud mod Fienden, men de var altfor faa til at kunne udrette noget alene.»

Efter Uheldet ved Stadt udstedte Kontreadmiral Fisker følgende Cirkulære:

«Efterretning, at de Engelske agte med og fra deres Krydsere at overrumple Kanonfartøierne, er mere end sandsynlig.

Jeg maa i denne Anledning gjøre enhver Afdelings- og Fartøis-Anfører, min Kommando underordnet, opmærksom paa at iagttage stræng militær Orden med Udkigsholdelse og være beredt til at gaa Fienden øieblikkelig imøde. Saaledes er jeg forvisset om, at hans Anslag vil blive tilintetgjort, og at han vil med Fortrydelse erfare, at det er danske og norske Officierer han har formastet sig til at ville angribe.»

Løitnant H. Dahlerup kom 16de August 1811 tilbage fra engelsk Fangenskab. Et Krigsforhør blev optaget angaaende Affæren ved Silden; hvorefter det ved Kongelig Resolution af 12te Februar 1812 bestemtes, «at Tiltale ifølge de anførte Omstændigheder i denne Sag maa bortfalde.»


  1. Hans Birch Dahlerup døde som Kaptein i den danske Marine. Han havde engang tidligere været. i engelsk Fangenskab, thi han hørte til Officershesætningen paa Linieskibet Prinds Christian Frederik, som i 1808 ødelagdes af de Engelske ved Sjællands Odde.


Last modified: Fri Aug 1 20:55:28 MET DST 1997