Naar jeg har indladt mig paa at oversætte Njaals Saga, som allerede for lang Tid tilbage foreligger i Oversættelse af den danske Professor N. M. Petersen, da tror jeg derfor at burde anføre mine Grunde.
Ærkjender man, at denne Saga saavel paa Grund af sin ypperlige Fremstilling som paa Grund af Indholdets Interesse hører til de fortrinligste af den islandske Sagalitteraturs Frembringelser, og at den som saadan i høy Grad fortjener at blive almen Læsning, vil mit Arbeides Berettigelse formentlig ei være vanskelig at paavise. I den Skikkelse nemlig, hvori Sagaen hidtil har været Almenheden tilgjængelig, har den været til Hinder for, at den kunde vinde nogen almindelig Udbredelse. Men hertil føier sig en Omstændighed af større Betydning. Professor Petersens Oversættelse vil, hvilke Fortjenester den end uimodsigelig besidder, neppe ret kunne tilfredstille en norsk Læser. Dette er ikke Oversætterens Feil, men det danske Sprogs. Dansk og Norsk vise sig, hvor nær de end staa hinanden, dog i visse Henseender at være to forskjellige Sprog, ligesom de repreæsentere to forskjellige Nationaliteter. Paa mange Gebeter af Litteraturen kommer dette ikke synderlig tilsyne. I enhver Gren af Videnskaben kommer det saaledes omtrent ut paa Et, hvad enten Gjenstanden er fremstillet i det danske eller norske Sprog; begge ere i Norge og Danmark lige fattelige, og man vil i Almindelighed ikke stødes ved noget Udtryk. Ganske anderledes derimod, hvor man kommer ind paa det egentlig nationale Omraade, hvor det gjælder en Fremstilling af Scener fra vor Natur, vort eller vore Fædres Folkeliv, Scener, hvori vor eller vore Fædres Folkekarakter, Sæder, Skikke og Eiendommeligheder gjennem talende og handlende Personligheder stilles frem for vort Øie; her vil vi og saaledes nødvendigvis ethvert Folk, for ret at føle os tiltalte, have Emnet fremstillet i vort eget Maal; Fremstillingen favner ellers det hjemlige Præg, den rette Naturtroskab. Man tænke sig t. Ex. Asbjørnsens og Moes Eventyr eller Bjørnsons Fortællinger omstøbte i dansk Form, lad det være af den mest udmærkede danske Fortæller og Stilist, jeg tør sige at de vilde tabe uendeligt i enhver norsk Læsers Øine; Fortællingen vilde være berøvet sin friske Duft, sin naturlighed og derigjennem sin sympathetiske Magt. Nu er overnævnte Saga vistnok ikke i den Forstand national, som hine Digtninger, men den har som hele den islandske Sagalitteratur, for os den dybe nationale Interesse, som altid vil knytte sig til de Værker, der minde et Folk om dets Fædres Liv og Bedrifter. Jeg tror derfor, at en norsk Læser i Almindelighed ikke vil føle sig tilfredsstillet ved at gjøre Bekjendtskab med denne Litteratur gjennem det danske Sprog. Selv om han ikke kjender Originalen, vil det let paatrænge sig ham, at det danske Sprog er for vegt til at gjengive den Kraft, Fynd og Kjernefylde i Udtrykket, den Storslagenhed og Djærvhed i Karakterer og Scener, som er Sagaen egen; man vil have en Følelse af, at Fortællingen ei ganske er kommen til sin Ret, har tabt sin antike Kolorit, sin Friskhed og Kraft. Denne samme Tanke ligger uden Tvivl til Grund for professor P. A. Munchs Ytring i Fortalen til hans Oversættelse af Snorre, hvor han, idet han omtaler Grundtvig Oversættelse af det samme Verk, siger: «Det er muligt at den er national dansk, men national norsk er den ikke.»
Nu vil uden Tvivl mange finde, at Sagaen gjennem mit Arbeide ikke er bragt synderlig videre i den af mig paapegede Retning, end gjennem Petersens, at den med andre Ord ei er national norsk nok, medens paa den anden Side Andre maaske vil mene, at jeg er gaaet for vidt i at optage usædvanlige Udtryk. Hertil maa bemerkes, at, saa forskjellig som Smagen med Hensyn til det Sproglige gestalter sig hos os, vil det neppe paa nogen Maade være muligt for Tiden at tilfredsstille alle Læsere.
Hvad Versene i Sagaen angaar, ere alle Viser i drotkveden Form udeladte, da det kan anses som godtgjort, at ingen af dem er digtet af den Mand, i hvis Mund de legges, at de heller ikke ere blevne til samtidig med de i Sagaens foralte Begivenheder, og at mange af dem endog ere yngre end Sagaens Forfattelsestid og indskudte i dens Tekst af Afskrivere. Hertil kommer, at de fleste af dem ere uden poetisk Værd og kun kunstige Omskrivninger af Sagaens Ord. Medens Viserne i andre Sagaer ofte ere en væsentlig Del af Fortællingen, gjøre de her undertiden endog Brud paa den sproglige Sammenhæng og vise derved paa det Tydeligste sin senere Oprindelse.
Inden jeg slutter, skylder jeg at udtale min særdeles Tak til Hr. Professor Rygh, der som Medlem af Folkeoplysningsselskabets Bestyrelse har vist mig megen Imødekommen, har havt den Godhed at gjennemgaa mit Arbeide, og hvem jeg skylder mange Vink, Oplysninger og Bemærkninger, som have havt en væsentlig Indflydelse saavel paa Oversættelse som paa de den ledsagende Anmærkninger, hvoraf flere ere forfattede af ham, ligesom de til Slutning tilføiede kronologiske Forklaringer og den metriske Forms Gjennemførelse i Darradssangen skyldes hans velvillige Bistand.
Bergen i Oktober 1871.
Karl L. Sommerfelt.