Kaperne Veiviseren og Den veivisende Paket.

I Krigsaarene var foruden vore faa Krigsskibe ogsaa endel for det Meste i de sydlige og vestlige Havne udrustede Kaperfartøier i idelig Beskjæftigelse. Af disse gjorde især et Par sig bemærket ved sine heldige Expeditioner og sin Dristighed, nemlig den i Lodshavn hjemmehørende «Veiviser» og «Den veivisende Paket,» udrustet i Egvaag.

Om den første af disse indmeldte Premierløitnant H. D. B. Seidelin (1) under 18de September 1810 fra Lodshavn:

«Den 17de September, Kl. 2 Emd., stiv Kuling af SO., passerede en engelsk Orlogsbrig Egvaag, 2 Mile fra Land vesterefter. Under Færø saaes tvende smaa Jagter med dansk Flag. Da den agterste Jagt kom den forreste paa Siden, skjød den et skarpt Skud efter denne, tonede engelsk Flag og stod fra Landet. Da det ei var Leilighed for Kanonfartøierne at virke, saa fik Lodshavns-Kaperen med 12 Mands Besætning fra Kanonfartøierne Ordre til at gaa ud. Denne i Henseende til Seilads udmærkede Kaper indhentede snart Jagten, der strax, da Kaperen havde gjort 2 Skud, overgav sig. Den erobrede var den forhenværende norske Kaper Popham med en engelsk Besætning af 1 Master, 2 Mastersmather, 1 Midshipman og 5 Matroser. Føreren paa Lodshavn-Kaperen, hvis udviste gode Konduite var mig bekjendt, ønskede at blive ombord; jeg syntes derfor, det var ubilligt at tage Kommandoen fra ham og sende en Officier istedet.

Jeg tager mig den underdanige Frihed at bede Deres Høivelbaarenhed (Marinens Høistbefalende, Admiral L. Fisker) anbefale denne Fører, Jonas Jonassen, for Hans Majestæt, vor naadigste Konge, som da sikkert vil hædre ham, fordi han adskillige Gange ved Mod og Klogskab har reddet Lodshavns-Kaperen fra at blive Prise, har gavnet Landet ved at have gjort endel Priser og endelig nu har bemægtiget sig et fiendtligt armeret Fartøi (1).

 

Listen paa det engelske Mandskab har jeg herved den Ære at fremsende. Masteren bekjendte, at han med sin Besætning hørte til den forbiseilende Brig Strenuous, Kaptein Nugent, 14 Kanoner. Den lille Kaper ear tagen den 13de dennes.


«Den veivisende Paket» førtes i Aarene 1809 og 1810 af Skipper Knud Ellingsen, hvis Mod, Aandsnærværelse og Sømandsdygtighed ved flere Leiligheder reddede den fra at falde i Fiendens Hænder. Navnlig udmærkede han sig ved i Slutningen af sidstnævnte Aar at undslippe en engelsk Orlogsbrig, som i 4 Timer forfulgte ham, og hvis sikkre Bytte Kaperen syntes at være, en Daad, som indbragte den kjække Kaperfører og hans Førstestyrmand Dannebrogsmændenes Hæderstegn (2).

I 1811 nævnes intet om denne Kaper, ligesom Kaperfarten da saagodtsom var ophørt, men i 1812 og 1813 var «Den veivisende Paket» atter paafærde, men nu under Kommando af ovennævnte Førstestyrmand, Anders Christophersen, som viste sig at være en værdig Efterfølger af Kaperens forrige dygtige Chef.

I 1812 og 1813 kommanderedes de vestenfor Næsset stationerede Kanonbaade af Premierløitnant J. Lund (1), som under 11te April 1812 indmelder fra Lodshavn:

«Kaperen Den veivisende Paket, ført af Kaperfører Anders Christophersen og tilhørende Hr. John Johnsen i Egvaag, er igaar indkommen til Flekkefjord. 5 Mile nær Skotland observerede han 3 Fregatskibe, og da han kom dem nærmere, fandt han, at det var armerede Vestindiefarere. Han kom i Bataille med den luvartste og var saa uheldig at faa 5 Mand blesserede, som ere komne iland paa Sygehuset i Flekkefjord. Bataillen varede i 2 Timer, men da Skibet holdt ned til de andre under Affæren, vilde han ei resikere at blive omringet af dem alle, og forlod dem derfor og satte Kurs hertil Norge.»

Tilsidst maatte den dog overgive sig til Fienden; thi under 27de Oktober 1813 indrapporterer ovennævnte Løitnant Lund fra Lodshavn, at den et Par Dage i Forveien var bleven taget af en fiendtlig Orlogsbrig udenfor Egersund.

Den 16de November s. A. blev der i Farsund af Sorenskriveren i Lyngdal, Cancelliraad S. G. Bøckmann, optaget et Forhør i Anledning af tvende norske Matroser, som netop var hjemkomne til Svinøer fra engelsk Fangenskab, og som forklarede, at de var ombord paa den engelske Orlogsbrig the Lion, ført af Kaptein Fernholdt, da Kaperen Den veivisende Paket blev tagen. Den engelske Brig havde maskeret sig som Koffardimand, hvilket bevirkede, at Kaperen satte efter den; dog efter noget over en Times Jagt opdagedes Vildfarelsen, hvorpaa Kaperen, som da var 7 à 8 Mile fra Land, vendte og forcerede tilbage til dette. Under vedvarende god Manøvre fortsatte Kaperen sin Flugt, men desværre var Briggen en bedre Seiler, og den indhentedes omtrent 1 Mil fra Land. Briggen begyndte nu at beskyde Kaperen, vistnok i Begyndelsen paa temmelig Lang Distance, men denne formindskedes bestandig, saa at Kaperen snart ogsaa var udsat for en levende Geværild. Desuagtet vilde den tappre, Anders Christophersen ikke give sig, men idet han selv stod tilrors og kun havde en af sine Folk, Matrosen Michael Jacobsen, hos sig paa Dækket for at styre Seilene, søgte han ved god Manøvre at undfly Fienden, som for at opnaa sin Hensigt var nødt til 2 Gange at gaa over Stag under fortsat Skydning. Fra Briggen blev sendt 28 Kanonkugler og omtrent 600 Geværkugler mod Kaperen, som desuagtet ikke gav sig, førend dens Klyverstander og Pigfald samtidigt blev overskudt. Selv om dette Uheld ikke var indtruffet, vilde Briggen dog tilslut have enten skudt eller seilt Kaperen isænk, da den bestandig var under Briggens Kanoner. Paa Kaperen blev mærkelig nok ingen dræbt eller saaret undtagen Matrosen Abraham Jacobseh, som fik en Geværkugle gjennem det Tykke af Laaret, idet han kom op fra Rummet for at hjælpe til med Manøvreringen. Kaperens Besætning blev ført ombord paa Briggen, hvor Kaperføreren for sit udmærkede Mod blev meget høfligt behandlet af Chefen og Officiererne. Briggen seilte derpaa mad sine Fanger og sin Prise til Leith.

Dette Forhør sendtes til Chefen for Norges Søforsvar, Kontreadmiral O. Lutken, og i en Følgeskrivelse af 23de November siger Sorenskriver Bøckmann:

«Deres Høivelbaarenhed vil af dette Forhør erfare, at Kaperfører Anders Christophersen har vist et udmærket Mod, hvilket nu er anden Gang. Første Gang udholdt han, paa 3 à 4. Miles Afstand fra Land, Ilden af en fiendtlig Kutterbrig, som lige til Landet forfulgte ham, men da han dengang var saa heldig, skjøndt Kaperen blev græsselig forskudt og fik en Mand dræbt, dog at kunne kontinuere Manøvren, slap han fri. En saadan Mand er sjelden, og da han tillige er særdeles beskeden, tror jeg, at, det vilde være Skade for Landet, om en saadan Mand uden Nytte - som hans Mod og Dygtighed kan, naar han løslades, sikkert forskaffe - skulde forblive i engelsk Fangenskab. Jeg vover derfor at indstille til Deres Høivelbaarenhed, om han ikke fortjener at blive en af de første, som ved Deres Indflydelse kunde vorde udvexlet. Matrosen Michael Jacobsen synes at have vist samme Mod som Christophersen, og Matrosen Abraham Jacobsen er ikke uden Hæder. Provst Abels (1) anden Søn var Førstestyrmand med Kaperen, og har altsaa været saa uheldig at blive taget. Forælderne ere meget nedslagne, fordi de frygter, at Underholdningen, som Fangerne nyder under Fangenskabet, ikke er tilstrækkelig til Livets Ophold, hvilket i den senere Tid skal være Tilfældet ved den paa Diætpengene lidte Dekourt.»

Anders Christophersen og hans Mandskab blev ogsaa kort efter udvexlet.

Omtrent samtidigt omtales ogsaa Kaperens forrige Chef, Skipper Knud Ellingsen; thi under 13de November 1813 indsendte ovennævnte Premierløitnant J. Lund følgende Rapport:

«Den 7de November, Kl. 12 Md., observeredes et tremastet Skib i Syd herfra, styrende mod Landet. Ved samme Leilighed udgik her fra Lodshavn 3 Kapere, som jagede efter bemeldte Skib, som, da det kom nærmere, observeredes at være en fiendtlig Fregat. Kaperne vendte da tillands, og jeg gik ud Kl. 2 med 4 Kanonfartøier for at komme dem tilhjælp, og kom de alle ind til Lodshavn igjen. Jeg forblev udenfor Skjærene med Kanonfartøierne, indtil Fregatten vendte tilsøs, og var den da omtrent ¾. Mil fra Lister, hvorefter jeg gik ind med min Styrke. Fra Udkig observerede jeg strax efter, at et lidet Fartøi kom fra Søen og stod mod Fregatten, efterat denne havde skudt et Skud efter det. Efter min Dømmekraft kunde Fartøiet meget godt have klaret sig for Fregatten, da det var mellem ¾ og 1 Mil til Luvart af den; men det holdt strax ned til den, efterat den havde skudt, og blev saaledes tagen og stod tilsøs med Fregatten. Skipper og Dannebrogsmand Knud Ellingsen, som af bemeldte Fregat var taget ud for Mandal for en Maaned siden, blev givet dette Fartøi af Fregattens Chef tilligemed den Del af Ladningen, som var igjen ombord, efterat en stor Del var losset ombord i Fregatten, og kom her ind til Egvaag med den om Eftermiddagen Kl. 4½ den følgende Dag. Da den kom tilland, sendte jeg Maanedsløitnant Christensen ombord for at hjælpe Fartøiet ind til Egvaag, og lod jeg det besætte strax og rekvirere Forhør over Skipper Ellingsen og en Dreng, som var med ham, hvorledes han var kommen til dette Fartøi.»

Dette Forhør blev den 10de s. M. optaget i Farsund of Sorenskriver Bøckmann, for hvem den da 35 Aar gamle Skipper Ellingsen, bosat i Egvaag, forklarede, at han den 18de September afseilte fra Farsund med en Jagt for at gaa til Jylland efter Korn. Han kom lykkelig til Lemvig, og efter der at have indtaget en Ladning Korn, afgik han for lidt over en Maaned siden derfra, men anden Dags Nat blev han taget af 2 engelske Fregatter 2½ Mil udenfor Mandal. Tilligemed sit Mandskab blev han ført ombord i den engelske Fregat Hamadryad, kommanderet af Kaptein Chetham, i hvilken Fregat han var ombord i i Maaned og 1 Dag, nemlig til den 8de November. Det Korn, han havde i Jagten, blev losset over i en anden Fregat, hvorefter Jagten sænkedes. Maaden, hvorpaa han blev taget, var, at han fra Klokken 9 om Morgenen til Kl. 11½ om Natten blev jaget af en engelsk Fregat indtil 1½ Mil nær Land, da en anden Fregat kom seilende langs Land ned paa ham og afskar ham, saaledes at denne Fregat løb ret fra ham forud til Luvart, og den anden, som først jagede ham, var saaledes i Læ. Den sidstankomne Fregat skjød paa ham med Geværer, og da Maanen skinnede klart, kunde han saaledes ikke undgaa at blive taget. Den 7de November, da Fregatten krydsede udenfor Lister og stevnede omtrent paa Havigsaasen, under hvilken den vendte for at sætte ud efter det Fartøi, hvoraf Ellingsen nu var i Besiddelse, var dette Fartsi omtrent 2 Mile til Luvart af Fregatten, som saaledes ikke kunde tage det uden ved at krydse. Uagtet dette Fartøi saaledes havde en betydelig Fordel af Luven og seilede klods Bided ind en Tid, holdt det dog ned til Fregatten, da denne vendte og skjød paa omtrent ¾ Mils Afstand, altsaa flere Kanonskuds Distance fra det. Ellingsen erklærede, at Fartøiet upaatvivleligt kunde have undgaaet Fienden, naar det havde vedblevet at holde sin Kurs klods Bidevind, da det kun var omtrent ½ Mil fra yderste Skjær, Ystestenen, som Ligger ½ Mil fra Fastlandet. Skipperens Navn var Mathias Gabrielsen, hjemmehørende paa Hitterøen, og Fartøiet var Sluppen Stærkodder fra Flekkefjord. Da Skipper Gabrielsen kom ombord i den engelske Fregat, spurgte en engelsk Løitnant ham, hvorfor han med sit Fartøi ikke løb væk istedetfor at holde ned paa Fregatten, og Ellingsen selv foreholdt Skipperen ligeledes det Urigtige i hans Konduite som Sømand. Sluppen fulgte nu med Fregatten den første Nat, men den følgende Dag, den 8de November, blev den beordret paa Siden af Fregatten, for at Ladningen kunde udlosses og Fartøiet sænkes. Ellingsen henvendte sig da til Fregattens Næstkommanderende og sagde, at han gjerne vilde gaa iland med Fartøiet, hvis han fik det. Dette anmeldte Næstkommanderende til Chefen, som kom op paa Dækket og befalede paa Ellingsens Anmodning, at Fartøiet skulde lægges forsigtigt til, forat det ikke skulde knuses. Desuagtet satte det dog saa haardt mod Fregatten, at Bagbords Bredside sloges ind og de Bagbords Vanter brækkedes. Efterat den største Del af Ladningen var losset over i Fregatten, spurgte Chefen Ellingsen, om han vovede at gaa iland med Fartaiet i dets sønderslagne Tilstand, da han i saa Tilfælde skulde faa det, saavelsom hvad der var tilbage af Ladningen, og han kunde spørge sine Landsmænd, om nogen af dem vilde gaa med. Ellingsen henvendte sig da til Skipper Gabrielsen og hans Folk, om nogen af dem vilde følge ham, men de svarede alle, at de hellere valgte Fangenskab end saa øiensynlig Livsfare. Da Ellingsen imidlertid hellere vilde vove Livet end komme i engelsk Fangenskab, gik han ombord i Sluppen med sin egen Skibsdreng, Hans Reinert Christiansen, som var den eneste, som vilde følge ham, og fik en Sæk Brød samt et Bevis af Chefen saalydende

«Hermed bevidnes, at den norske Slup Stærkodder var taget af Hans Brittiske Majestæts Fregat Hamadryad og givet tilligemed det oversblevne af Ladningen til Knud Ellingsen den 8de November 1813.

Edward Chetham, Kaptein.»

Ellingsen afseilte derpaa med Fartøiet i dets sønderknuste Tilstand, uden Vanter paa den ene Side, og ved bestandig selv at pumpe og lade Drengen staa tilrors indkom han til Egvaag om Aftenen samme Dag.

Drengen forklarede sig aldeles overensstemmende med Skipper Ellingsen og tilføiede, at han hørte Skipper Gabrielsen og hans Folk samtale om, at det maatte hellere gaa dem, som Gud vilde, end at de vilde resikere at følge med Sluppen, samt at han hørte, at Fregattens Chef raadede Ellingsen fra at gaa iland med Fartøiet, da han troede, at det var umuligt at naa Land med det.

Sluppen, som var paa 4 Kommercelæster, blev besigtet og befundet saa ødelagt, at Besigtelsesmændene erklærede, at Ellingsen ikke uden stor Livsfare havde kunnet naa Land med den.

Ellingsen gjorde naturligvis Fordring paa at beholde Sluppen med indeværende Ladning, hvilket dens oprindelige Eiere ikke vilde tillade; men da Sagen blev indmeldt til Norges daværende Statholder, Prinds Christian Frederik (senere Kong Christian den 8de), beordrede denne Sorenskriver Bøckmann at udlevere Fartai og Ladning til Ellingsen, hvem Prindsen lovede fri Sagfører gjennem alle Retter, hvis det skulde komme til Proces.

[Seidelin] blev senere Admiral i den danske Marine. Han var i 1810 og 1811 Chef for den vestenfor Lindesnæs stationerede Kanonflottille-Divsion.

[...] Denne I,øitnant Seidelins Anbefaling havde den Følge, at Jonas Jonassen kort efter udnævntes til Dannebrogsmandú

[...] Om denne Daad~henvises til «Listerlandetn of C. Flood, og «Ny Illustreret Tidende» X10. 35 for Aaret 1875ú

[...]døde 1814 som Indrulleringschef og Overlods i Bergen.

[...]1) Sognepræst til Vanse og Provst i Lister Provsti.